Hundredevis af vilde fugle er døde i Sønderjylland. Fødevarestyrelsen formoder, at de er døde af den alvorlige fugleinfluenza H5N8, og advarer om stor risiko for smitte til fjerkræbesætninger og mindre hønsehold.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Observationerne kommer samtidig med, at prøver fra fire bramgæs og en hættemåge har vist, at området er ramt af den farlige og smitsomme fugleinfluenza H5N8. Fødevarestyrelsen vurderer, at der er stor risiko for, at de vilde fugle kan smitte fjerkræbesætningerne.

- Vi har set børn lege med en svækket gås, der var styrtet til jorden. Vi vil gerne bede alle, der finder døde fugle om at undgå berøring, så de ikke spreder virus. Fugleinfluenza er meget smitsom, og for at forebygge smitte af tamfuglene i hønsegårde og fjerkræbesætninger anbefaler vi, at man er omhyggelig med hygiejnen og vasker sit fodtøj inden man nærmer sig en hønsegård, siger chef for Fødevarestyrelsens VeterinærØst, Birgit Hendriksen.

Fødevarestyrelsen er interesseret i oplysninger om alle døde fugle, og opfordrer borgerne til at anmelde fund på app'en FugleInfluezaTip.

- Alle indberetninger er værdifulde for at få et overblik over dødeligheden i vildfuglebestanden. Vi indsamler døde fugle, hvis der er tale om fund i områder, hvor vi ikke tidligere har konstateret fugleinfluenza, så vi kan få dem testet til vores løbede overvågning af smittespredningen, siger Birgit Hendriksen.