Der kan være mange spørgsmål, som presser sig på, hvis man er minkavler i disse tider.

Hvilken erstatning kan man få? Hvordan foregår processen? Hvordan skal man klare sig økonomisk, frem til kompensationen tikker ind?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har advokatfirmaet Dahl oprettet en onlineportal, hvor minkavlere gratis kan få svar på juridiske spørgsmål.

- Vi har lavet onlineportalen, fordi der er et stort behov. En af vores advokatfuldmægtige, Trine Trærup Roungkvist, er datter af en minkavler, og hun har oplevet dyrene blive slået ihjel på sin fars ejendom, så hun kender også til problemstillingerne. Vi har en særlig indsigt i ekspropriationsret, som gør, at vi kan hjælpe, og vi følte, at vi burde hjælpe minkavlerne, siger Anette Kusk, partner i Dahl.

På portalen, som kan findes på Dahls hjemmeside, ligger der artikler, der belyser nogle af de problemstillinger, minkavlere står med nu, og man kan stille spørgsmål, forklarer hun. Herefter vil en advokat svare.

Portalen har været åben siden onsdag aften, og der har allerede været flere henvendelser.

- Noget af det, de er meget optaget af, er erstatning og kompensation, og hvordan det skattemæssigt skal håndteres. Ekspropriationserstatning er jo skattefri, men der er måske nogle poster, som ikke er skattefri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For enkelte er det afgørende at vide, hvordan de står økonomisk. Meget af det kommer an på, om man politisk vil betragte indgrebet som en ekspropriation eller en erstatningsfri regulering, der alene udløser en kompensation, siger hun.