For et års tid siden, gik billeder af grise, begravet levende i kinesiske massegrave, verden rundt på sociale medier.

Danskerne forargedes sammen med verdensopinionen over kinesernes fuldstændige mangel på etik og moral.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Men Fødevarestyrelsen og dermed den danske regering er ikke et hak bedre, konstaterer næstformand i Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen.

Begrundelsen er Fødevarestyrelsens seneste dages hastværk med ulovlige masseaflivninger af danske mink, der har resulteret i mislykkede aflivninger, hvorved der er mink, der bliver mast til døde i aflivningskasser og sendt levende til forbrænding, skriver Jeppe Bloch Nielsen, næstformand for danske svineproducenter, i en pressemeddelse.

Hos Daka, der modtager mink til destruktion, står jægere klar til at skyde mink, der ikke er døde ved ankomsten. Det dokumenterer, at den danske stat nu er ude i en adfærd svarende til den i Kina, hvor grise blev begravet levende i massegrave.

- Ergo er det desværre galt med moralen i Fødevarestyrelsen, og i den danske stat og den danske regering, der har det endelige ansvar. Samtidig er det dobbeltmoral, så det batter, siger Jeppe Bloch Nielsen.

Det begrunder han med, at Fødevarestyrelsen, samtidig med ulovlig og systematisk aflivning og mishandling af mink, fortsat systematisk chikanerer svineproducenter og transportører af grise, som de plejer. Det drejer sig om politianmeldelse af bagateller hos landmænd og transportører i situationer, hvor der totalt håndteres mange dyr, men hvor der altså ikke findes nogen bagatelgrænse hos Fødevarestyrelsen.

- Vi har også de seneste dage set, hvordan Fødevarestyrelsen spiller hasard med biosikkerheden ved at lade døde mink ligge og flyde på gader og stræder. Men samtidig lader de bødeblokken hænge lige så løst, som de plejer, når de stopper transportører af grise for at tjekke logbog og vask af bil.

- Det er småfejl sammenlignet med deres ulovlige og sjuskede håndtering af alt vedrørende minkaflivninger, og altså helt ude af proportioner, fastslår Jeppe Bloch Nielsen. Han understreger, at det altså er forkert, når Fødevarestyrelsen senest forsøger at bortforklare fejlene med, at det er mange dyr, de skal aflive på kort tid.

- Ansvaret for håndtering mange dyr er nemlig aldrig nogen undskyldning, når det er Fødevarestyrelsen, der kommer på kontrol hos svineproducenterne.

Næstformanden slutter med at understrege, at der er ingen, der må være i tvivl om, at Fødevarestyrelsens adfærd er ulovlig ifølge dyreværnslovens ord om, at aflivning skal ske "så hurtigt og smertefrit som muligt".