På dagens samråd stillede Carl Valentin fra SF sig kritisk overfor fødevareminister Mogens Jensens fastholdelse af, at han og regeringen ikke har undersøgt, om der var lovhjemmel til beslutningen om at aflive mink fra ikke-smittede områder.
- Hvorfor undersøgte regeringen ikke lovgrundlaget for aflivningen af alle mink allerede dengang, jeg stillede et spørgsmål til ministeren den 10. oktober om, hvad det vil koste at slå alle mink ihjel i Danmark, spurgte Carl Valentin, SF under samrådet.
Sammen med Enhedslisten og Radikale Venstre er SF parlamentarisk grundlag for regeringen.
Tilbage i 10. oktober stillede Carl Valentin spørgsmålet:
"Hvad vil det koste staten, hvis alle minkbesætninger slås ned?"
Dengang svarede fødevareminister Mogens Jensen i et skrifteligt svar til Carl Valentin.
"Det estimeres på baggrund af data for antal smittede besætninger pr. 21. oktober 2020, at såfremt alle danske minbesætninger (cirka 1100) aflives som led i smittebekæmpelse, vil det koste staten 2,3-2,8 milliarder kroner i umiddelbare erstatninger til besætningerne for dyr og driftstab".
Svaret fra fødevareministeren fortsætter:
"De præcise udgifter til erstatninger vil afhænge af, i hvilket omfang besætningerne er smittede elelr je, idet der ydes 20 procent i erstatning for driftstab for smittede besætninger, mens driftstabet erstattes 100 procent for ikke smittede besætninger".
Spørgsmålet fra SF lød på dagens samråd: hvorfor gik regeringen ikke i gang med at undersøge lovgivningen omkring aflivninger af alle mink, når nu samme regering havde lavet beregninger for erstatninger, hvis situationen skulle opstå.
Carl Valentin fik ikke et svar på spørgsmålet på dagens samråd.