Der har været rejst bekymring i pressen om, at de aktuelle minkgrave skal true vores drikkevand, men der er ingen grund til bekymring:

- Da vi screenede mulige nedgravningsområder, fravalgte vi de arealer, der ligger i områder, hvor drikkevandet til vandværker dannes og områderne med særlige drikkevands interesser (OSD), der er udpeget for at sikre det fremtidige drikkevand, siger Per Schriver, kontorchef Miljøstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjer, at der holdes en afstand på 300 meter til private vandboringer, hvilket er den samme afstand, som overholdes, når der skal nedsives spildevand.

Specielt ved Karup-Kølvrå har bekymringen været stor, men her er vandets vej fra overfladen kortlagt ved grundige studier:

- Beregningen er tilføjet en buffer på 100 meter, inden det tegnes op som "indvindingsopland" og minkgravene er placeret uden for dette område. Vi mener derfor ikke, gravene udgør en risiko for drikkevandet. Hertil kommer, at vandboringen er 100 meter dyb og beskyttet af et lerlag, siger Per Schriver.