Abonnementsartikel
Formanden for Danske Slagterier, Asger Krogsgaard, er enig med NNF i, at grisene skal holdes i Danmark frem for at eksporteres.
- Men at straffe eksportørerne kan der ikke blive tale om, fastslår Asger Krogsgaard overfor Maskinbladet.
- Vi er et eksporterhverv, og vi går ind for frihandel, og så kan man ikke oprette den slags handelshindringer, siger han.
Med hensyn til slagteriarbejdernes lønninger konstaterer Asger Krogsgaard, at lønniveauet i Danmark er højt, og at løn er en sag mellem erhvervslivets parter.
- Men selvfølgelig har lønniveauet da også noget at sige, siger han, der hellere vil fortælle om hvad der faktisk kan lade sig gøre her og nu for at nedbringe omkostningerne:
- Vi skal have sat fart i kommunernes behandling af miljøgodkendelserne.
- Desuden kan der spares mange penge ved en mere effektiv kødkontrol, siger Asger Krogsgaard, som er af den overbevisning, at en halvering af udgifterne til kødkontrollen er indenfor rækkevidde.
Desuden mener han, at eksportmarkederne skal udbygges og udvikles for at sikre en bedre afsætning af svinekød.
Asger Krogsgaard pointerer, at finanskrisen, der har udviklet sig til en generel økonomisk krise, også har afgørende indflydelse de dårlige tider for svineproducenterne.
Debatten om NNFs trusler om at ramme svineeksportørerne på pengepungen kan læses her