Lyt til artiklen:

Sælger kan spare skat ved salg af ejendom

00:00
Hastighed: ???x
03:04

Abonnementsartikel

Ejendomsavance-beregning, valg af skatteordning og udskydelse af skattebetaling er redskaber, der kan give landmanden den mest fordelagtige beskatning, når han skal sælge sin ejendom. Sådan lyder rådet fra Agri Nords specialiserede ejendomsavance-team.

Landbrugsejendomme handles ofte til store summer, og det betyder, at sælger også skal betale store summer i skat. Men med den rigtige ejendomsavance-beregning, den rette skatteordning og eventuel udskydelse af skattebetalingen kan han undgå at betale mere, end han er forpligtet til.

En ejendomsavanceberegning er første skridt til den mest fordelagtige beskatning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den giver et overblik over, hvor du står rent skattemæssigt, inden
du sælger ejendommen, siger Troels Andersen, der er en af Agri Nords eksperter på området.

Bedste fordeling

Salgsprisens fordeling er en af de faktorer, der har størst betydning for skatten ved salg af fast ejendom. Salgsprisen på en landbrugsejendom skal typisk fordeles mellem stuehus, driftsbygninger og jord.

- Det skal selvfølgelig ske indenfor rimelighedens grænser, siger Troels Andersen.

Og der er stor forskel på beskatning af de forskellige typer af ejendomme. Agri Nords avanceteam har i visse tilfælde oplevet skattefordele på op til flere hundrede tusinder ved at fordele
summerne bedst muligt.

- Af den grund kan det være en fordel, at der er udarbejdet en avanceberegning, inden der er underskrevet en handelsaftale. Kommer sælger med et forslag til fordelingen af salgssummen
på de forskellige ejendomstyper, kan han være med til at sikre sig den mest optimale skattebetaling, siger økonomikonsulenten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To typer

Ved salg af fast ejendom er der to type beskatninger: kapitalindkomst eller personlig indkomst.

Ved kapitalindkomst er der tale om en beskatning på op til 42 procent, og ved personlig indkomst kan det være en beskatning på op til 52,06 procent.

Regeringen har i udspillet "Ret til tidligere pension" planlagt at hæve skatteprocenten for kapitalindkomst fra 42 til 45 procent.

- Det betyder, at skattebetalingen for salg af fast ejendom vil blive større, hvis du sælger, når du er i kapitalafkastordningen, siger Troels Andersen.

Hvilken beskatning, der vælges, kommer an på hvilken ordning skatteregnskabet udarbejdes efter. Ordningen, som skatteregnskabet udarbejdes efter, kan sagtens ændres i salgsåret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selvom beskatningen er lavere ved kapitalindkomst, kan landmanden i visse tilfælde have andre fordele ved at lade det beskatte som personlig indkomst.

- Det afhænger af mange andre faktorer, blandt andet opsparing i virksomhedsskatteordningen, siger Troels Andersen.

Udskydelse af betaling

Ved salg af fast ejendom vil landmanden blive beskattet af den fortjeneste, han har ved afståelsestidspunktet.

- For at udskyde denne skattebetaling kan han vælge at indskyde fortjenesten på en ophørspension, hvis kravene hertil opfyldes, siger Troels Andersen.

På en ophørspension kan der i år 2020 indskydes op til 2.866.600 kroner. Indbetalinger op til denne grænse er fuldt fradragsberettigede.