Lyt til artiklen:

Fendt viderudvikler på strøm og robotter

00:00
Hastighed: ???x
03:37

Konceptstudiet blev for fire år præsenteret som Fendt MARS - en forkortelse for Mobile Agricultural Robot Swarms. Sidenhed er konceptet udviklet, og blandt andet har det skiftet navn til Fendt Xaver - Xaver Fendt er den ene af to brødre, som i 1930 byggede den første Fendt Dieselross traktor, og dermed grundlagde traktorfabrikken sidenhen kendt som Fendt.

Fendt MARS blev tildelt en sølvmedalje på Agritechnica i 2017, og på det tidspunkt var der tale om firehjulede udgaver af de små robotter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyeste generation består af en trehjulet udgave, som groft sagt er bygget op omkring en enkelt såenhed baseret på Agco søsterselskabet Precision Plantings såenhed. Det bagerste og tredje hjul fungerer som trykrulle over sårillen. Robotterne styres af Fendts VarioGuide, og hele opstillingen styres igen via en app, som også er integreret i det ny FendtONE betjenings koncept, som ligeledes blev præsenteret i Wadenbrunn.

rich-media-2
To styk Fendt Xaver robotter arbejder i rækker i baggrunden, mens den 3. robot gør sig klar til at finde ud i marken og slutte sig til teamet. Foto: Simon Broch Hansen.

I praksis vil op til seks Fendt Xaver robotter arbejde sammen om en opgave, og alle robotter er tilknyttet en central, men mobil basestation, som de enkelte robotter finder tilbage til når der skal påfyldes frø eller oplades på batteriet. En fuldt opladet og lastet Xaver robot vejer 250 kilogram, og kan ifølge Fendt arbejde halvanden time mellem hver opladning. Såkassen indeholder 20 liter, og dermed er der frø til omkring en halv hektar ved 90.000 frø per hektar. Således anslår Fendt, at en Xaver sværm på seks robotter effektivt vil kunne tilså 3 hektar i timen.

Adspurgt efter tidshorisonten på en eventuel frigivelse til salg svarer Fendt, at man ikke arbejder med et konkret frigivelsestidspunkt, men at man også ser på projektet som en læringsproces, hvorfra man høster mange brugbare erfaringer, som kan anvendes i allerede tilgængelige produkter fra Fendt.

rich-media-3
Med en totalvægt på 250 kg, frøkasse på 20 liter og batteri til 1,5 times arbejde anslår Fendt at en gruppe af seks Fendt Xaver vil kunne tilså omkring tre hektar i timen. Foto: Fendt

Elektriske udfordringer

Den lille Fendt e100 Vario har gennemgået flere test og udbygninger siden projektet blev lanceret. Den store hurdle er stadig den fysiske størrelse på batteriet, som ved større traktorer med mange kilowatt vil blive alt for stort, dyrt og ikke mindst lang tid om at oplade. Fendt har derfor fokuseret på den mindre e100 Vario traktor med en ydelse på 50 kilowatt. Batteriet hertil vejer 600 kg, og giver en arbejdstid på fire timer mellem opladning. Til sammenligning vil en batteridrevet 380 kilowatt traktor som Fendt 1050 kræve et batteri på 15.000 kg for at give en arbejdstid på 12 timer.

Opladning sker via et såkaldt type 2 stik, som kendes fra blandt andet Tesla elbiler. En fuld opladning kan ske på fem timer, og anvendes muligheden for hurtig opladning på kun 40 minutter kræver det et CCS stik, og en anden type opladestation, som det for nuværende er prismæssigt urealistisk at indrette på individuelle ejendomme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fendt e100 Vario køres som alle andre Fendt Vario traktorer, og der er mulighed for standard PTO og hydraulik tilkoblinger, mens der ligeledes er mulighed for tilkobling af elektrisk drevne redskaber.

En spændende traktor, som den nuværende batteriteknologi vel nok henviser til lettere arbejde, og her ligger anlægsarbejde i for eksempel bymiljøer jo lige for.

En batteridrevet traktor til tunge arbejdsopgaver besværliggøres endnu af den før omtalte batteristørrelse og opladetid, men hos Fendt følger man også med i udviklingen af markedet for batterier til eldrevne køretøjer, og imens investeres der på verdensplan mange penge i batteriproducenterne, så man på tværs af brancher får adgang til mere avanceret batteriteknologi.

rich-media-5
Den sidste udgave af Fendts e100 Vario prototype yder med et 600 kg batteri 50 kilowatt og kan arbejde i fire timer inden en opladning på fem timer. Foto: Fendt.