Lyt til artiklen:

Landboforening kritiserer minister for efterafgrøderegler

00:00
Hastighed: ???x
02:05

Regeringens krav om, at landmændene også til næste år skal så efterafgrøder i minimum samme omfang som i år for at nedbringe kvælstofudledning til vandmiljøet, møder i en pressemeddelelse kritik hos Landboforeningen Vestjysk.

Foreningen foreslår, at fødevareminister Mogens Jensen skifter spor i kvælstof-politikken og i stedet griber til andre virkemidler, skriver Vestjysk i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I stedet for at blive med at fortælle den samme historie om efterafgrøder, kunne ministeren skrive historie ved at lytte til ønsket om en hurtigere sagsbehandling af de mange vådområder, som landbruget er klar til at etablere, siger Søren Christensen, formand for Vestjysk.

Den vestjyske landboformand har tidligere kritiseret regeringens kvælstofpolitik. Blandt andet i forbindelse med dette års pludselige krav om markant flere efterafgrøder, som nu altså fastholdes, selvom myndighederne har erkendt, at det bygger på en fejlberegning hos Aarhus Universitet af landbrugets kvælstofudledning.

- Jeg savner, at man rent faktisk lytter til en faglig og saglig argumentation fra landbrugets side. Det kan jo lade sig gøre. Det så vi for eksempel, da regeringen i juni rullede Landbrugspakken tilbage med andre, strammere kvælstofkrav til landbruget generelt, siger Søren Christensen.

Det vakte især kritik hos økologer og Dansk Kvæg. De økologiske husdyrproducenter havde ikke haft kvælstof-gevinster ved Landbrugspakken, men stod alligevel til at måtte bruge mindre kvælstof på markerne.

En ny bekendtgørelse fra Landbrugsstyrelsen viser nu, at myndighederne har lyttet til kritikken, står der i pressemeddelelsen.I bekendtgørelsen om økologisk arealtilskud er kvælstofreglerne holdt indenfor de rammer, som Landbrug & Fødevarer stillede forslag om, da regeringen meldte sine stramninger ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det genopretter balancen i kvælstofkravene. Der er ikke tale om, at økologerne har fået en fordel. Det er blot en tilpasning af kravene, så økologer ikke rammes hårdere end konventionelle landmænd, når Landbrugspakken rulles tilbage, siger Søren Christensen.