Lyt til artiklen:

Miljøminister inviterer til online informationsmøde

00:00
Hastighed: ???x
03:44

Inden for få år skal Danmarks to første naturnationalparker stå klar. Her skal naturen have lov til at være natur - med store græssende pattedyr, urørte løvskove og masser af plads til, at vilde dyr og planter kan trives.

De nye naturnationalparker skal etableres ved Fussingø vest for Randers og i Gribskov i Nordsjælland, hvor dele af de eksisterende statslige naturområder inddrages i naturnationalparkerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøminister Lea Wermelin understreger, at borgere i lokalområdet skal inddrages i arbejdet med naturnationalparkerne og tager i denne uge hul på processen.

Ministeren har derfor inviteret til informationsmøder, hvor interesserede borgere kan høre om projektet, deltage på en virtuel skovvandring og stille spørgsmål om de kommende naturnationalparker. Møderne skulle oprindeligt afholdes som fysiske møder, men pga. covid-situationen streames de i stedet fra hhv. Fussingø og Gribskov, hvor ministeren og de lokale borgmestre besøger områderne og fortæller om planerne.

- Vi skal passe bedre på vores natur, og i Danmarks to første naturnationalparker skal naturen have plads til at udvikle sig på mere naturlige præmisser. Her skal store græssende dyr være med til at skabe en afvekslende og spændende natur fuld af levesteder for andre dyr og planter, og samtidig give nye og spændende muligheder for, at man kan komme ud og opleve den vilde natur. Naturnationalparkerne skal også være de lokale borgeres. Derfor har jeg inviteret til et informationsmøde, hvor jeg kan få input til den videre proces. Selvom vi ikke kan afholde arrangementerne med fysisk fremmøde, er jeg sikker på, at vi kan få en god dialog online, siger miljøminister Lea Wermelin.

Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet står bag aftalen om at etablere de nye naturnationalparker.

- Naturnationalparkerne skal gå hånd i hånd med at få endnu flere danskere ud i naturen. Hegnene skal holde de store græssende dyr inde, men de skal ikke holde danskerne ude. Det har jeg stort fokus på i vores arbejde med naturnationalparkerne, og vi ved også fra egne af Danmark, hvor der allerede er udsat store dyr, at det lokker mange lokale og turister ud for at få nye naturoplevelser, siger Lea Wermelin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er samlet afsat 30 millioner kroner til at etablere de to første naturnationalparker. Dertil kommer midler fra puljen til urørt skov og EU LIFE-midler. Samlet set forventes de nye naturnationalparker at dække et område på i alt ca. 1.900 hektar.

Online informationsmøder

På møderne vil miljøminister Lea Wermelin fortælle om baggrunden for naturnationalparker og de foreløbige planer om den videre proces. Naturstyrelsen vil fortælle om området gennem en virtuel skovvandring.

Møderne har været annonceret på Naturstyrelsens hjemmeside, hvor interesserede borgere har kunnet tilmelde sig fysiske møder. Pga. corona-situationen streames de dog på Facebook i stedet.

Fussingø: Arrangementet streames på Miljø- og Fødevareministeriets Facebook-side den 28. september fra kl. 17.15 og varer omkring en time og femten minutter. Ud over ministeren deltager borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen. Følg med på facebook.com/mfvmdk.

Gribskov: Arrangementet streames på Miljø- og Fødevareministeriets Facebook-side den 29. september fra kl. 17.15 og varer omkring en time og femten minutter. Ud over ministeren deltager Kirsten Jensen og Anders Gerner Frost, borgmestre for hhv. Hillerød og Gribskov Kommune. Følg med på facebook.com/mfvmdk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Video fra begge arrangementer vil efterfølgende kunne findes på Facebook og på YouTube.