De gode afregningspriser for specielt svinekød har sat skub i lysten til at investere i produktionslandbrug. I øjeblikket er meldingen fra ejendomsmægleren LandboGruppen Nord, at der er stor interesse på markedet, og man gerne ser, at der kommer flere ejendomme på markedet.

Det skriver LandboGruppen Nord i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan konstatere, at der er stor købelyst - også til de store produktionsbrug. Efterspørgslen på landbrug er i øjeblikket noget større end udbuddet, og vi kommer som sædvanligt gerne ud til en uforpligtende vurdering, hvis du går med tanker om at sælge. Sandsynligheden for at vi allerede har en mulig køber, er stor, siger direktør i LandboGruppen Nord, Hans W. Henriksen, som vurderer antallet af handler til at være 20-25 procent flere end på samme tid sidste år.

Kom ud af busken

Siden finanskrisen har der været et efterslæb i forhold til ejer- og generationsskifter i landbruget. Derfor er gennemsnitsalderen for en dansk landmand da også relativt høj i forhold til andre erhverv. Derfor opfordrer økonomikonsulent i LandboNord, Poul Erik Poulsen, da også de landmænd, som går med tanker om ejer- eller generationsskifter, om at komme ud af busken.

- Et godt udgangspunkt er altid en uforpligtende henvendelse til din økonomirådgiver i LandboNord for at få afdækket de muligheder der kan ligge i at gå i gang med et ejer- eller generationsskifte. Det behøver ikke at være fordi, du vil sælge i morgen. Det er en proces, som godt kan strække sig over flere år. Det første skridt er altid det sværeste, men rigtig vigtigt for at komme godt i mål, siger Poul Erik Poulsen.