308 landmænd og lodsejere har fået ja til støtte fra Landbrugsstyrelsen til at anlægge minivådområder. Lykkes det at etablere alle minivådområderne, vil det reducere kvælstofudledning med op til knap 145 ton pr. år.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en kæmpe samfundsindsats, lodsejerne bidrager med. Vi skal beskytte vores vandmiljø, og alle landmænd, der etablerer et minivådområde, er med til at holde kvælstof væk fra fjorde, vandløb og søer, siger fødevareminister Mogens Jensen(S).

I alt ansøgte 338 landmænd og lodsejere i 2019 om at etablere et minivådområde på deres jord. Den store interesse medførte, at der blev afsat 60,6 millioner kroner ekstra til ordningen i 2019, så alle ansøgninger, der lever op til kriterierne, kan få tilsagn. I alt er der givet tilsagn for cirka 160 millioner kroner for 2019.

I 2020 er der afsat 115 millioner kroner til ordningen om minivådområder, og ansøgningsrunden lukkede den 28. august.