I august er det 100 år siden, at Danmark fik sin første - og stadig eneste - frøvirksomhed inden for roer. MariboHilleshög markerer jubilæet med en roe-dag fredag den 18. september. Først med en markdemonstration, derefter med en event hjemme på hovedsædet i Holeby. Det er her - først på den daværende sukkerfabrik inde i Holeby og siden 1930'erne på en ny forædlingsstation på Højbygårdsvej lidt uden for byen - at Maribofrøene er blev udviklet og produceret.

Det var De Danske Sukkerfabrikker, som i 1920 etablerede virksomheden for at sikre forsyningen af roefrø til de danske dyrkere og for at få et bedre udbytte i sukkerroemarkerne. Siden har der været flere ejer- og navneskift, og kundekredsen er vokset til at omfatte roedyrkere spredt ud over hele kloden, men produktet hedder stadig Maribo-frø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Navnlig i de seneste år er der sket meget. Først et frasalg fra Danisco til Syngenta i 2010 og for tre år siden opkøbt af DLF og dermed tilbage på danske hænder. Samtidig blev Maribo Seed lagt sammen med svenske Hilleshög, som DLF også havde overtaget fra Syngenta, og videreført under navnet MariboHilleshög - stadig med Holeby som hovedsæde for de i alt 320 medarbejdere. Og i april i år fik virksomheden så ny administrerende direktør, da Hans Christian Ambjerg afløste Niels Mikkelsen, som gik på pension.

Sælger frø i 35 lande

- Vi står i dag med et virkelig stærkt setup, siger Hans Christian Ambjerg. I Landskrona i Sverige har vi 85 medarbejdere udelukkende dedikeret til at forædle nye sorter, der er tilpasset de lokale forhold. Her i Holeby har vi velfungerende laboratorier, et grundigt forsøgsarbejde og en effektiv produktion. Ude i verden er vi repræsenteret i 35 lande og har stærke positioner på vigtige markeder som Central- og Østeuropa, Kina, Rusland og Nordafrika.

- For en virksomhed, der har 100 procent fokus på at hjælpe sukkerroedyrkerne med at optimere deres udbytter, er det ideelt nu at være en del af DLF, en global frøvirksomhed ejet af danske landmænd. Vi har i de første år med det nye ejerskab oplevet en vilje til at investere i faciliteterne her i Holeby, hvor vi har øget produktionen af roefrø ganske betragteligt, bemærker Hans Christian Ambjerg.

Fejring med Corona-aftryk

MariboHilleshög har valgt at fejre de 100 år ved at invitere til roedag med faglige input garneret med et grillarrangementfredag den 18. september - samme dag som den danske roekampagne går i gang.

På grund af Corona-forholdsregler er det nødvendigt at tilmelde sig på forhånd - senest 16. september - så forholdene kan afpasses antallet af deltagere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den første time foregår i marken med demonstration af roeoptagning og jordbehandling. Derpå fortsætter dagen hjemme på Højbygårdsvej, hvor DLF-formand Christian Høegh-Andersen, som selv er lokal roedyrker, byder velkommen. Derefter veksler det mellem faglige indlæg og præsentation af maskiner.

Salgschef Ole Lauridsen vil præsentere de aktuelle Maribo-sorter, og det ser han frem til: - Vores sorter ser rigtig godt ud ude i markerne. Det tegner til en god roehøst, bedre end sidste fem års gennemsnit. Men vi har også spændende nye sorter på vej, som vi håber at få med på den kommende sortsliste.

MariboHilleshög forædler og producerer også frø til foderroer.

På roedagen kan du også møde Nordic Sugar, MariboHilleshög Research, NBR, VKST, Scan Roeteknik og sukkerroedyrkernes nye formand, Troels Frandsen.

rich-media-3
Den første frøforædlingsstation lå på Maribo Sukkerfabrik, men siden 1930'erne har den haft hjemme her på Højbygårdsvej, hvor der er investeret og udvidet i flere omgange.

cc