Men får svært ved selv at få pension, da år med underskud ikke tæller med.

Regeringen har den 18. august 2020 fremlagt forslag til ret til tidlig pension. En del af finansieringen af det er foreslået fundet ved ændringer i skatteregler. Der er tale om et forslag, som først skal gennem forhandlinger og endelig vedtagelse, før vi kender slutresultatet, herunder eventuelle skattemæssige ændringer, understreger skatterådgiver Søren Laursen, Sagro.

Men på skatteområdet foreslås det bl.a., at skatten på positiv kapitalindkomst skal hæves fra de nuværende 42 procent til 45 procent (tillagt eventuelt kirkeskat).

- I landbruget møder vi nogle gange store kapitalindkomster ved salg af fast ejendom. Det er ejendomsavance. Som det er nu, koster ejendomsavance 42 procent plus eventuelt kirkeskat. Vedtages ændringen, vil det stige med 3 procentpoint. Dvs. 30.000 kroner mere i skat pr. 1 million i ejendomsavance, forklarer Søren Laursen.

Stigningen på de 3 procentpoint foreslås indfaset fra og med 2023 og de to efterfølgende år.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Der ikke foreslået ændringer af beskatningen af for eksempel genvundne afskrivninger, beskatning af opsparet overskud i virksomhedsordningen eller beskatningen af udbetalinger fra pensionsordninger.

3 procent højere beskatning

Derudover foreslås en forhøjelse af skatten på aktieindkomst. Fortsat skatteprocent på 27 procent af udbytte eller fortjeneste op til 55.300 kroner (gange 2 for et ægtepar), men forslag om at aktieindkomst derudover fremover skal beskattes med 45 procent i stedet for de nuværende 42 procent

- Det betyder selvsagt en stigning i skattebetaling på højere aktieindkomster, men konkret betyder det også at udtræk af selskab (ApS eller A/S) som aktieudbytte vil blive lidt højere beskattet, siger Søren Laursen.

Også denne stigning foreslås indfaset fra og med 2023 og de to efterfølgende år

- Såfremt det vedtages som foreslået, kan det godt få betydning hvilken strategi for udtræk af udbytte, man skal vælge, hvis man har et selskab med indtjening/penge i.

Løbende lagerbeskatning

Omkring selskaber er det også foreslået, at visse værdistigninger på selskabets ejendomme fremover skal lagerbeskattes. Der er ikke noget nyt i, at en avance på salg af selskabets ejendom skal til beskatning, men det sker kun ved realisation. Det nye vil være en løbende beskatning. Det skal kraftigt understreges, at det er MEGET usikkert, hvilke typer ejendomme det foreslås at omfatte.

- Det skal formentlig ikke gælde en produktionsejendom, men hos Sagro følger vi interesseret med i det, fordi det vil være en voldsom ændring og byrde for de, det måtte komme til at omfatte.

Pension? Måske

Udover det skattemæssige, er det selvfølgelig også interessant om du som selvstændig vil kunne benytte dig af retten til tidlig pension. Svaret er ja, men som i mange andre tilfælde i relation til sociale ydelser, kan det blive vanskeligt at fastlægge om betingelserne er opfyldt. Retten til tidlig pension bygger på et krav om anciennitet. Ved opgørelsen af dette står der i forslaget, at et år med underskud ikke tæller med som anciennitet. Dette vil helt sikkert møde kritik, og vil også gøre det vanskeligt for en selvstændig at få et hurtigt overblik over mulighederne for at benytte ordningen.