Ifølge Danish Crown lyder noteringen for uge 35 fortsat på 10,50 pr. kilo slagtesvin.

Markedsberetningen fra Danish Crown: Det europæiske marked for grisekød er nu ved at lægge sommerferien bag sig, men aktiviteten er hæmmet af en fortsat lav aktivitet indenfor foodservice.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Salget til de engrosfirmaer, der forsyner restauranter, cafeer og kantiner er fortsat på et relativt lavt niveau, og desværre opvejes det ikke af et større salg til detailhandlen. Alligevel er der faktisk en fin balance mellem udbud og efterspørgsel, så hvis efterspørgslen bliver større, bør der også være mulighed for at hæve priserne, men lige nu kører det hele sidelæns, siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Der er en jævn efterspørgsel på forender, bove, nakker, kamme, bacon og brystflæsk. Priserne på skinker er stabiliseret i takt med de store kunder i Sydeuropa skruer op for produktionen efter ferieperioden.

Til landene udenfor Europa er der fortsat en stabilt salg til både Kina og Japan.

Slagtesituationen:

Tilmeldingen til denne uge var lavere end forventet i prognosen, og med nedlukningen af Ringsted i ugens fire første dage betyder det, at der er behov for at udsætte omkring 100.000 grise til uge 35. Ringsted starter op i morgen fredag på nedsat kraft.

Forventning til næste uge er, at der vil blive behov for at udsætte ca. 80.000 grise.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For søernes vedkommende udsættes der 530 søer til uge 35. Tilmelding til uge 35 passer med, at kapaciteten kan tilpasses, således at der bliver slagtet op i uge 36.

Ovenstående plan forudsætter, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose.