Forhandling af Massey Ferguson er efter seks års pause tilbage på Limfjordsøen Morsø. Det er den tidligere ejer af Morsø Motorkompagni, Klaus Andersen, der igen er klar til at lave håndslag med kommende Massey Ferguson-kunder.

For de tidligere og kommende Massey Ferguson-kunder er der tale om velkendte lokaler i form af præcis de samme bygninger der rummede det tidligere Agco-center, Morsø Motorkompagni, som i 2014 blev solgt til Claas-forhandleren Vinderup Maskiner.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Vinderup Maskiner fortsatte med at drive maskinforretning fra adressen, indtil man i efteråret 2019 flyttede ind i nye lokaler fem kliometer derfra. Siden har bygningerne fra Morsø Motorkompagni-tiden stået tomme.

- Jeg ejer fortsat bygningerne, og har haft andre udlejer inde, men nu bød muligheden sig for igen at føre det røde Massey Ferguson-DNA tilbage i forretningen, fortæller Klaus Andersen, som mandag den 3. august åbner afdeling Nykøbing af den nordjyske Massey Ferguson-forhandler, Brdr. Thorsen.

- Der er ægte rødt Massey Ferguson DNA i bygningerne, som jeg købte den 1. august 1996. Men Massey Ferguson-forhandlingen har tilhørt stedet siden 1979, og før det på en adresse inde i Nykøbing by, fortæller Klaus Andersen, som i 2004 byggede store lagerfaciliteter og butikområde til afdelingen i Nykøbing.

De første Massey Ferguson-traktorer er leveret til adressen, og indtil videre er det blot Klaus Andersen, som har hjemme i bygningerne - næsten.

- Den kendte Massey Ferguson-sælger John Mølgaard, som tidligere har været hos Jysk Maskincenter, kommer også til at rykke ud af Nykøbing afdelingen. Så indtil videre er vi to sælgere i den nye Massey Ferguson-afdeling, forklarer Klaus Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Starter i det små

Klaus Andersen fortæller, at man på nuværende tidspunkt ikke har ansat hverken mekanikere, lagermedarbejdere eller butiksansatte, selvom rammerne i Nykøbing Mors er til det.

- Vi begynder i det små, og prøver først og fremmest at samle noget af den Massey Ferguson-troskab, som har eksisteret på Mors og de omkringliggende egne op igen. Det er desværre blevet en smule forsømt, da der ikke har været fokus nok på området, og det håber vi der kan laves om på.

Han fortæller at service-delen også klares fra Grønning Maskinforretning, som har til huse nær Skive på Salling - ikke mange kilometer syd for Mors.

- Grønning Maskinforretning er servicepartner og én af vores underforhandlere, og de fortsætter naturligvis sådan, og skal ses som en støtte til den nye afdeling på Mors, fortæller Kristian Thorsen, medindehaver af Brdr. Thorsen, som han ejer sammen med broren Jørgen Thorsen.

I foråret 2020 overtog Brdr Thorsen Massey Ferguson-forhandlingen fra det tidligere Hjallerup Maskinforretning og dækker nu et område fra Skagen i Nord til Aarhus i Syd, og fra Kattegat til Limfjorden - sammen med servicepartner i Hammel, Grønning og nu også på Morsø.