Økonomer synes, en CO2-afgift er en god ide, når vi skal reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Afgiften er ifølge økonomerne det billigste og mest effektive redskab til at reducere CO2-udledningen.
Vi slipper desuden for, at det er politikere, der bestemmer, hvordan vi skal producere og prioritere ressourcerne - ofte baseret på, hvilke virksomheder og organisationer, der er bedst til lobbyarbejde over for politikerne.
Lobby-metoden risikerer at sende virksomheder ud af landet, fordi den internationale konkurrenceevne bliver ødelagt af en mere eller mindre vilkårlig politisk beslutning baseret på et politisk flertals sympatier og antipatier.
Fordelen ved CO2-afgiften er ifølge økonomerne, at afgiften sender et klart signal til markedet - både virksomheder og forbrugere får en motivation til at vælge produktionsmetoder og produkter, der udleder mindre CO2.
En CO2-afgift er neutral i dette spørgsmål.
Derfor så vi også en næsten overraskende, fælles opbakning til at indføre en CO2-afgift blandt en række organisationer, som normalt ser meget forskelligt på den slags. Det er Cepos, Kraka, Concito, SMVdanmark og Danmarks Naturfredningsforening.
Teoretisk set er afgiften således en god idé - men hvordan omsættes en teoretisk god idé til praksis?
Det er her, bekymringerne trænger sig på, når man ser på afgiften med landmandsbriller.
For hvordan skal man opgøre CO2-udledningen fra et landbrug? Vi kan ikke måle alt. Og husker man at medregne landbrugets CO2-lagring?
Risikoen er, at vi skal bruge standardnormer for udledninger, for eksempel fra køer. Men standardnormer skaber ikke incitament til at fodre køerne mere klima-optimalt, hvis man ikke kan spare på afgiften, fordi der alligevel bare bruges en standard-norm i CO2-regnskabet. Og som Landbrug & Fødevarer påpeger, så kan man omstille de fleste industriproduktioner fra fossil til el, men det er vanskeligt at omstille en ko til el.
Man har samtidig med afgiften vedtaget at afsætte fem millioner kroner til udviklingen af et klimaregnskab på bedriftsniveau. Målet er ifølge den politiske aftale at udarbejde et rådgivningskoncept til at identificere potentialer for reguleringsformer for landbruget, som det så fint hedder.
Mere mundret kan det næsten kun betyde, at vi kan forvente en masse yderligere regler og regulering.