Hvordan er livet på en gård med får eller malkegeder? Svaret på det spørgsmål kan man få i løbet af sommeren, når to vestjyske gårde med henholdsvis økologiske malkegeder og naturplejefår en række eftermiddage åbner stalddøren i halvanden time til guidede gårdbesøg for hele familien, skriver stifterne bag Gårdbesøg med guide i en pressemeddelelse.

Nørgaards Geder i Nr. Vium mellem Herning og Videbæk er en af landets største gedefarme med økologiske malkegeder. Her kan man fem tirsdage fra den 30. juni, klokken 14.00-15.30, opleve, hvordan de 320 geder malkes og fodres samt klappe de små gedekid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I juli og august kan man torsdage fra den 2. juli, klokken 14.30-16.00, også få en guidet rundvisning på Lystbækgaard i Torsted ved Ulfborg.

Her fortæller hyrderne om fårenes arbejde med naturpleje, og i værkstederne kan man opleve, hvordan ulden bruges som i gamle dage.

Begge steder er der gårdbutikker med de ultralokale fødevarer.

På Lystbækgaard er der i øvrigt også mulighed for at deltage i den guidede tur 'Velkommen til ulveland' mandag aften og onsdag eftermiddag med fokus på ulven og det vestjyske landskab.

Her er der krav for forhåndstilmelding via blandt andet facebooksiden 'Velkommen til ulveland', mens man ved gårdbesøgene blot møder op.