Alle stole er optaget, når Dalum Landbrugsskole efter sommerferien byder velkommen til et nyt hold elever i 10. klasse, skriver Dalum Landbrugsskole.

Det er kun anden gang, at landbrugsskolen udbyder 10. klasse, men på blot ét år er antallet af ansøgere steget fra 10 til 30 elever.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er da utroligt glad for, at endnu flere unge mennesker på den her måde får glæde af vores hestecenter, nye maskiner og flotte natur omkring skolens afdeling i Korinth. De unge kan dyrke deres hobby, mens de går i skole. Det er da en genial kombination, siger forstander på Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse.

Den nye 10. klasse er tilrettelagt i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune, men modtager elever fra hele landet. Skolen tilbyder linjefag i enten hest, maskiner eller outdoor.

- Der er mange måder at lære på. Jeg tror, at kombinationen mellem teoretisk undervisning i klassen og praktisk arbejde i værkstedet eller stalden er noget, der tiltaler mange unge, siger Jens Munk Kruse.

Landbrugsskolen har de seneste år oplevet en vækst i antallet af elever, som ikke er vokset op på landet, og forstanderen er spændt på, om den nye 10. klasse vil få flere til at overveje en fremtid i landbruget.

- Det er virkelig dejligt, at så mange unge har lyst til at snuse lidt til livet på landet. Der er stor mangel på veluddannede unge i landbruget, så hvis nogle af de nye elever i 10. klasse skulle få smag for landbruget, kan vi helt sikkert også finde en plads til dem på landbrugsuddannelsen efterfølgende, siger forstanderen.