Nikolaj Veje kommer fra en stilling som direktør i Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte og har i hele sin karriere været beskæftiget i centraladministrationen, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Han har i snart 20 år beskæftiget sig med ledelse i forskellige stillinger i Finansministeriet, Miljøministeriet, Justitsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet, heraf de seneste knap 15 år som topleder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Departementschef Henrik Studsgaard ser frem til samarbejdet:

- Jeg er sikker på, at Nikolaj hurtigt vil finde sig til rette i direktørstolen i Glostrup, ligesom han er helt beredt på at sætte sig i spidsen for vores styrelse, der hver dag arbejder for føden. Jeg glæder mig utrolig meget til vores samarbejde, idet Nikolaj helt sikkert kommer til at skabe værdi ikke bare for Fødevarestyrelsen, men også ministeriets samlede koncern med de kompetencer, den erfaring og de værdier, han kommer med.

Nikolaj Veje glæder sig til at kaste sig over de nye udfordringer som direktør i Fødevarestyrelsen og udtaler:

- Jeg glæder mig til at løfte ansvaret for at udvikle og fremtidssikre styrelsens faglige ansvarsområder, velvidende at jeg hermed medvirker til en opgave af stor betydning for det danske samfund nu og fremover.

Nikolaj Veje er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.