Nyheden om flytningen af EuroTier til uge seks 6. -12. februar 2021 kom som lidt af en overraskelse for Sten Andersen, formand for Agromek, og så alligevel ikke helt. For som han siger: Covid-19 har ændret hele messe-situationen, ingenting er som det plejer.

Med ændringerne i datoen for EuroTier kommer Agromek 2021 som den første messe på året 2021.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Flytningen kommer ikke til at få nogen betydning for Agromek 2021, vi holder fast i uge tre. Det er en beslutning, vi tog lang tid før corona-krisen, og den beslutning holder vi fast i. Jeg er sikker på, at de messer, som nu ændrer datoer til vinteren 2021 flytter tilbage til de oprindelige datoer, når vi kommer tilbage til normale tilstande, siger Sten Andersen.

Den primære grund til at Agromek valgte at flytte messen fra november til januar skyldtes, at messen i Herning kun lå 14 dage efter EuroTier. Mange udenlandske gæster havde svært ved at nå begge messer.

I 2021 kommer messerne til at ligge som perler på en snor med Agromek som den første i uge tre, Eima i Italien i uge fem, Elmia i Sverige i uge seks, EuroTier i uge seks og Sima-messen i uge otte.

- Det er umuligt at vurdere, om flytningen af EuroTier får nogen som helst betydning for Agromek. Vi forventer ingen ændringer i antallet af udstillere, men måske kommer det til at påvirke antallet af udenlandske gæster i mindre grad, men det vil tiden vise, siger formanden for Agromek.