- Vi vil være løsningsorienteret, pragmatisk og være den foretrukne samarbejdspartner for kunder, leverandører og gode medarbejdere, fortæller Palle Kjærsgaard, indehaver af S.D. Kjærsgaard.

Palle Kjærsgaard er tredje generation i maskinhandlerforretningen og har aldrig været bange for nye tiltag og forretningsmuligheder. Senest har S.D. Kjærsgaard i foråret tilføjet forhandlingen af Case IH Agri på Sjælland til familien Kjærsgaard. I dag er SDK forhandler af Case IH Agriculture fra Skagen til Århus og store dele af Sjælland og eneimportør Case Construction i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SDK overtog forhandlingen af Case IH Agri på Sjælland i foråret 2020 med showroom i Karlslunde og fire udkørende servicebiler.

- Vi har høje forventninger til vores engagement på Sjælland på agri-delen. Vi er klar til at vise de sjællandske landmænd, at vi har noget at byde på, siger Rene Thyrrestrup, salgchef i SDK Agri.

Tre generationer

S. D. Kjærsgaard A/S er kendetegnet ved en solid historie. Grundlagt af Søren Dengsø Kjærsgaard tilbage i 1930, siden vækstet af 2. generation Ole Kjærsgaard og nu udviklet til at beskæftige 85 medarbejdere fordelt på fire afdelinger Frejlev, Vrå, Hornslet og Karslunde med 3. generation Palle Kjærsgaard for bordenden.

Hele koncernen udspringer fra Nibevej 335 i Frejlev, hvor virksomheden blev født som en almindelig landsbysmedje og i dag har domicil med Palle Kjærsgaards kontor tæt på hovedindgangen.

- Vi har de samme værdier som dengang, det hele startede. Fokus på kunden har hele tiden været vores rettesnor, og det gælder også i dag. Vi er kendt for vores gode service, og det er vi stolte af. Vi er også kendt i branchen for at være proaktive og gå nye veje, siger Palle Kjærsgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ole Kjærsgaard er stadig aktiv i afdelingen i Frejlev som sælger, men sønnen har overtaget ledelsen.

På væggene rundt på kontoret i Frejlev hænger flere sort/hvide fotografier af forretningens udvikling og udvidelse fra smedje til landsdækkende forhandler og importør. I dag råder SDK over 30.000 kvadratmeter på Nibevej med udstilling af både nye og brugte traktorer og entreprenørmaskiner, værksted, administration og salg.

Nyt serviceteam

S. D. Kjærsgaard løftede 1. marts sløret for det nye serviceteam på Sjælland, som har ansvar for at sikre kunderne det høje serviceniveau og hurtige levering af reservedele.

Den nye reservedelsspecialist Jacob Thomsen er godt i gang på Sjælland, og har travlt på telefonen:

- Hurtig levering af reservedele har stor betydning for kunderne og nøglen til SDKs leveringssikkerhed er det store reservedelslager samt effektive logistik, der muliggør levering af reservedele til hele landet inden klokken syv dagen efter og i specielle tilfælde inden for få timer. Det er ret unikt, siger Jacob Thomsen, S.D. Kjærsgaard Sjælland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peter Møller skal tage sig af salget på Sjælland i samarbejde med Rene Thyrrestrup.

Engagementet på Sjælland betyder ikke de store forandringer i forretningsmetoderne hos SDK.

- De gode tilbud og den gode service gælder også på Sjælland, siger Rene Thyrrestrup, salgschef, der løbende har været på øen for at hjælpe den nye afdeling i gang. Fremadrettet vil salgschefen være på Sjælland i det omfang det bliver nødvendigt.

rich-media-4
Reservedelsspecialist Jacob Thomsen i showroomet i Karlslunde.

SDK er den bedst sælgende maskinhandler af Case IH i Danmark. En førsteplads man er bevidst om i Frejlev og stolte af. Når man søger på SDK på Google kommer maskinforretningen op som den første med overskriften: Danmarks førende maskinhandler.

Med et maskinlager på omkring 100 millioner kroner har SDK aldrig været i nærheden af at løbe tør for maskiner på lager. Under Covid-19 købte de ekstra ind til lageret for at opnå leveringssikkerhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kig ind i fremtiden

Når Palle Kjærsgaard kigger ind i fremtiden ser han en virksomhed, hvor professionalisme fortsat er krumtappen med en dynamisk salgsindsats.

- Nu skal vi lige konsolidere os ovenpå udvidelse til Sjælland, og vise landmændene og vores kollegaer, at vi kan drive en fornuftig forretning på Sjælland. Men hvis der dukker en fornuftig forretningsmulighed op, så griber vi den. Vi har flere tiltag i forsøgskøkkenet, der lige nu står og simrer, men bestyrelsen og ledergruppen skal naturligvis nikke til projektet, før vi går videre, siger Palle Kjærsgaard, der trives godt med at søsætte nye ideer.

rich-media-6
Det nye SDK showroom i Karlslunde. Pressefoto.