Det kan godt være, at Den lille Havfrue er verdensberømt med sin placering på Langelinie i København, men fra onsdag kommer en anden undselig figur til at tage kampen op med H. C. Andersen-figuren, skriver Holstebro-Struer Landboforening i en pressemeddelelse. 

- For nu at blive ved national-skjalden, så var der nemlig "så dejligt derude på landet", og det blev noget nemmere at være landmand, da traktorer efter 2. verdenskrig afløste hestene. Ikke mindst den lille grå Massey Ferguson blev indbegrebet af traktorer på mindre danske landbrug, skriver foreningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Midt i Storåen 

Onsdag eftermiddag placeres derfor en model af traktoren midt i Storåen ved musikhuset i Holstrebro. Den lokale kunstner Anna-Caroline Fosmark Bonde, der til dagligt studerer på Talentakademiet har set mulighederne i at gøre hverdagsting seværdige og pirre vore sanser.

Hun og smeden i Skave, Troels Mikkelsen har gennem de sidste to måneder brugt mange timer på at gøre en gammel rusten Ferguson til et kunstværk, som vil gå over i historien - og traktoren er alt andet end grå længere.

- Anna-Caroline er et fantastisk eksempel på, hvad Holstebro får ud af at støtte et kunstliv i byen og ikke mindst hvordan kunsten kan være med til at sætte kulør på erhvervslivet, siger formand for Holstebro Struer Landboforening, Kristian Gade.

Troels Mikkelsen, Smeden i Skave er en multikunstner, der med et par stykker jern, en hammer og noget svejsetråd kan forme de mest utrolige kunstværker og ikke mindst producere og vedligeholde det udstyr, der bruges i de moderne landbrug.

Til undren og smil

Traktoren i Åen skal være med til at fortælle historien om landbrugets betydning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi håber, den kan give anledning til undren, til smil, og til oplevelse af landbruget og Holstebro. Vi vil gerne være kendt for ikke altid at gøre det, der forventes, men være med til at skabe noget nyt, siger han.

Traktoren bliver "søsat" onsdag eftermiddag og afsløret kl. 16 med taler af borgmester H. C. Østerby og formand for Holstebro Struer Landboforening Kristian Gade.

Der tages foranstaltninger, så Covid 19-retningslinjerne omkring offentlige forsamlinger kan overholdes.

Selve afsløringen bliver af samme grund live-streamet på den Facebook-siden "Din mad", som Holstebro Struer Landboforening har etableret i forbindelse med jubilæet.