Vi har været vidne til endnu et forår, hvor myndighederne ikke har haft styr på it-systemet til EU-ansøgningerne. Fejl og nedbrud har atter præget systemet hen over foråret, og ansøgningsfristen blev derfor også i år udsat.
Men udsættelsen til 1. maj var en ringe trøst for de landmænd og konsulenter, som har forsøgt at få ansøgningerne klar og afleveret til tiden.
Når it-systemer ikke virker, som de skal, giver det frustration, men når der samtidig er mange penge på spil - ofte hundredtusindvis af kroner, skaber det mere end frustration og bliver temmelig alvorligt.
Det er selvfølgelig stærkt utilfredsstillende, at it-systemet er så ustabilt og fejlfyldt. Men sådan er det med mange it-systemer. Det er jo mennesker, der står bag - og det er menneskeligt at fejle. Men netop derfor er det næsten bizart at tænke på, at myndighederne samtidig forventer perfekte og fejlfrie UG-ansøgninger fra alle landmænd - ellers falder hammeren uden nåde.
Selvom landmænd og konsulenter har levet op til alle krav ned til mindste detalje, er det desværre ikke altid godt nok til, at den støtte, man er berettiget til, udbetales som lovet.
Det har vi set i sager om økologisk arealtilskud og i sager om naturpleje. Landbrugsstyrelsen undskylder det med it-problemer.
Og som landmand og konsulent skal man oven i it-problemerne slås med evindelige nye regler og tiltag, som man skal sætte sig ind i for at sikre, at man overholder dem - både på papiret, når ansøgningen udformes - og i virkelighedens verden ude på markerne.
Det, der måske i en politisk verden kan ligne en god idé på papiret, er det ikke altid i virkeligheden.
Kravet om efterafgrøder er et eksempel på et tiltag, som ikke giver mening i virkeligheden, når der på samme areal lige så godt kunne gro en værdifuld afgrøde, som også kan opsamle eventuelt overskydende næringsstoffer.
Det pludselige krav om efterafgrøder, som den socialdemokratiske regering udstak i efteråret, har været én af mange udfordringer i dette forår.
Set i lyset af den ultrakorte frist til at indrette sig efter de nye krav, er det direkte imponerende, at det er lykkedes tusindvis af landmænd samlet at leve op til kravene. Ikke mindst fordi kravene mange steder er meget dyre at efterleve. En kompensation på 500 kroner står ikke mål med det tabte udbytte på de gode kornjorder.
Som landmand skal man således både betale for de nye regler og samtidig finde sig i besværlige systemer og krav - og acceptere fejl i systemerne. Og samtidig skal man leve med, at man ikke må begå fejl, når man forsøger at navigere rundt i dette virvar, som alt for mange landmænd ikke oplever i fuldt omfang - fordi de betaler en konsulent for at klare den bureaukratiske side af opgaven - og dermed at påtage sig kampen mod it-udfordringerne.
Men i sidste ende er det altid landmanden, der sidder med sorteper. Det er ikke rimeligt.
