Nord-West noteringen for 8-kilos grise falder i dag med 3,30 euro til 40,70 euro, skriver Danske Svineproducenter. 

Stemningen på det tyske grisemarked er ikke længere dårlig, den er katastrofal. I slutningen af sidste uge blev to slagterier, Westfleisch i Coesfeld (Nordrhein-Westfalen) og Vion i Bad Bramstedt (Schleswig-Holstein), lukket, da medarbejdere blev testet positive for coronavirussen, skriver Danske Svineproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Coesfeld er det mere end 200 ud af cirka 1.200 medarbejdere, i Bad Bramstedt mindst 120 medarbejdere. Begge delstater vil nu teste alle slagterimedarbejdere i alle slagterier i deres delstat. På baggrund af de nuværende tal ville det være forbavsende, hvis man ikke finder flere medarbejdere, som er inficeret med corona. Westfleischs klage over den midlertidige lukning af slagteriet er allerede blevet afvist af retten i Münster.

- Situationen, som var utænkelig for to uger siden, bliver nu en realitet. Tyske slagtesvineproducenter prøver i panik at sælge deres slagtesvin. Ifølge det tyske fagblad TopAgrar vejer nogle slagtesvin, som sendes til slagtning, mindre end 90 kg, hvilket er meget let efter tyske forhold. På den anden side drosler mange slagterier antallet af slagtninger ned for at kunne opretholde kravene om smittebeskyttelse for deres medarbejdere. De store tyske slagterier bekræftede allerede i starten af coronakrisen, at man - som slagteri - har meget erfaring med smittebeskyttelse og styr på tingene. Åbenbart var det ikke tilstrækkeligt, skriver Danske Svineproducenter.

Priser i frit fald

Heribert Qualbrink fra Westfleisch advarer om, at man vil få amerikanske forhold i Tyskland på sigt, hvis flere slagterier holdes lukket i en længere periode. I USA er man nødt til at aflive smågrise og slagteklare grise hos svineproducenten, fordi slagterierne er lukkede. Disse tanker sørger for enorme prispres på det tyske marked, hvor priserne således er i frit fald. Allerede i onsdags blev den tyske sonotering udsat for hele maj måned. Ifølge omsætterorganisationen VEZG var efterspørgslen efter slagteklare søer så lavt og spredningen i prisen så stor, at det ikke var muligt at fastsætte en markedspris. 

 Fra kødmarkedet kommer der på nuværende tidspunkt heller ikke nogen positive impulser. Når priserne på slagtesvin falder, kræver også detailhandlen oftest prissænkelser. Prisen for hele slagtekroppen faldt med 8 cent (60 øre) i forrige uge, og markedseksperter forventer yderligere tydelige prisfald i de kommende uger. Selv hvis restauranter, kantiner og cafeer efterhånden genåbner i de kommende uger, vil deres efterspørgsel sandsynligvis være meget mindre i forhold til deres efterspørgsel før coronakrisen. Da de fleste kølehuse efterhånden er fyldte, har slagterierne heller ikke meget buffer.