Formanden for landboforeningen vestjysk, Søren Christensen, går ind i sagen om ulveangreb på kødkvæg, skriver Landboforening. Han kræver, at myndighederne finder løsninger. 

Kvægavler Karsten Nielsen mærker konsekvenserne af ulveangreben på sine kvæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efter at ulven er kommet til Vestjylland, har vi valgt at lade køerne kælve i stalden i december-januar for at undgå helt små kalve i indhegningen, når vi lukker dem ud på græs, men det er åbenbart ikke nok, fortæller Karsten Nielsen. 

Han havde for nyligt lukket sine kødkvæg af racen galloway ud på et areal flere kilometer fra ejendommen, og det var derfor naboer til græsarealet, som en aften i begyndelsen af sidste uge registrerede uro og kraftig brølen hos køerne.

- Det viste sig, at en ulv jagtede kreaturerne systematisk rundt i indhegningen i forsøg på at skille en kalv ud fra flokken. Det hjalp i første omgang ikke at råbe, men med mere larm og høje skræmmelyde, lykkedes det at jage ulven væk fra marken, fortæller Karsten Nielsen. 

En traktor med rotorblink og fuld belysning blev sat ind på arealet som midlertidig afværgeforanstaltning resten af natten. Dagen efter blev de stressede kreaturer indfanget og hentet hjem til gården. 

- De var fortsat meget nervøse og svære at håndtere, men ellers uskadte. Angrebet har den konsekvens, at vi ikke længere kan bruge arealet til afgræsning. Jeg føler afmagt, når jeg i hverdagen stræber efter god dyrevelfærd. Dyrevelfærd som vi alle i samfundet er enige om skal være i top, men hvor er den, når ulven først angriber? Og hvis det her ikke er en problemulv, hvad er så en problemulv, spørger Karsten Nielsen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Andre kødkvægavlere, der laver naturpleje i den vestjyske ulvezone, har haft lignende oplevelser, og det er siden 2013 i flere tilfælde dokumenteret, at ulve har dræbt kødkvægskalve. Det har fået mindst en kødkvægavler til helt at opgive at holde kvæg og lave naturpleje. 

- Alle efterspørger mere natur og naturpleje. Det sker ved afgræsning med får og kreaturer, men med ulven i Danmark er der ingen, der vil lægge dyr til naturpleje. Ulven er til skade for vores natur", siger Karsten Nielsen.

Konkrete virkemidler

Angrebet på de græssende kreaturer får formanden for landboforeningen vestjysk, Søren Christensen, til at kræve konkrete virkemidler i ulveforvaltningen:

- Det er simpelthen ikke i orden, at vores dyr skal udsættes for det, og eksemplet her viser, at man hidtil ikke har taget stresspåvirkningen overfor dyr i forbindelse med ulveangreb i indhegninger alvorligt. Det må myndighederne og Vildtforvaltningsrådet finde nogle løsninger på, siger Søren Christensen.