Økologiske fødevarer fylder stadig mere i danskernes indkøbskurve. Ifølge netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik, så er salget af økologiske varer i danske supermarkeder og online steget med 9 procent fra 2018 til 2019 til i alt 14,1 milliarder kroner, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Dermed er salget af økologi steget hvert eneste år siden 2003, hvor Danmark Statistik første gang offentliggjorte tal for detailsalget. 

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det betyder, at 12 procent af de varer, der sælges i den danske detailhandel er økologiske. Danmark har i de seneste år været det land i verden, hvor den økologiske markedsandel i detailhandlen var størst og dette vil også være tilfældet i 2019 med den aktuelle stigning i økologisalget. 

Det glæder Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer: 

- Det er positivt at se, at danskernes lyst til økologien fortsat vokser. Stadig flere landmænd og virksomheder, vil gerne prøve kræfter med den økologiske produktion, men det kræver at der er afsætning for varerne. Så det er dejligt at se, at danskerne putter flere og flere økologiske varer i kurven, når de køber ind, siger hun. 

Frugt og grønt er topscorer

I lighed med tidligere år, så er salget af økologisk frugt og grønt steget markant. Fra 2018 til 2019 er det steget med 13 procent.

En anden stor varegruppe, hvor danskerne ofte vælger økologisk er mælk og mejeriprodukter, der i samme periode er steget med 8 procent. Også indenfor de plantebaserede drikkevarer er der en markant stigning. Der blev solgt økologiske plantedrikke for 169 mio. kr. i 2019, hvilket er tæt på en fordobling på fire år. Denne trend vil formentlig fortsætte i de kommende år, da flere danske mejerier har lanceret plantebaserede drikke. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Salget af økologisk kyllingekød har fortsat de seneste års vækst, og i 2019 steg salget således med 8 procent i forhold til året før. Det samme gør sig gældende for mel og gryn m.v., hvor stigningen var på 10 procent. 

Også de økologiske drikkevarer, øl og vin, fortsætter med at stige fra år til år. Der blev solgt øl og vin for 488 millioner kroner i 2019, hvilket er 13 procent mere end året før. Årsagen er, at sortimentet af økologisk øl og vin bliver stadig større. 

Til trods for at tallene for salget af økologiske varer i detailhandlen og online i 2020 stadigvæk er usikre, så tror Landbrug & Fødevarer på endnu en stigning.

Under coronakrisen har der ifølge detailhandlen været rigtig pæne stigninger i salget af økologiske varer i både butikkerne og onlinesalg, da mange har haft hjemmearbejdsplads og det ikke har været muligt at spise ude. 

- Detailsalget tegner rigtig godt og viser at danskerne stadigvæk har stor appetit på økologi. Vores bud er at salget af økologiske varer i detailhandlen og online i år lander på et sted mellem 10-15 procent i stigning. Desværre må vi samtidig konstatere at salget til foodservice er faldet meget på grund af coronakrisen, siger Kirsten Lund Jensen.