Der er endnu ikke mange herhjemme, som kender det slovenske producent af græsmaskiner SIP. Men med en årlig produktion på 6.000 maskiner og 300 medarbejdere er det ikke en helt lille fabrik i Slovenien.

På Agritechnica 2019 offentliggjorde man, at Weko Agro Machinery var ny dansk importør, og fra hovedsædet i Hammel melder man allerede om de første solgte maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har allerede slutsolgt skårlæggere og spredere til kommende sæson - lige fra en tre meters bugseret skårlægger op til topmodellen på 15 meters arbejdsbredde, fortæller Preben Kejser, produktchef for SIP-maskinerne hos Weko Agro Machinery.

Han fortæller, at den slovenske producent både tilbyder skårlæggere, spredere, river i rotorudgaver og pick-up river.

- Blandt andet er sprederne et spændende produkt, hvor programmet går fra 4,5 til 15 meter versioner med krogformet tænder, påpeger den danske produktchef.

3 års garanti

På Agritechnica 2019 kunne SIP fejre sit 65 års jubilæum og i den forbindelse tilbyder man fremover tre års fabriksgaranti på samtlige produkter.

- Det giver jo en vished om kvaliteten i produkterne, og vi ser frem til at vise maskinerne i aktion i løbet af sæsonen, påpeger Preben Kejser, som blandt andet er ved at køre det første demo-sæt klar til afgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der bliver i første omgang tale om en tre meter frontskårlægger og en tre meter bagmonteret skårlæggere, som vi skal rundt i landet med.