Ulven er en beskyttet art, og Naturstyrelsen indskrænker derfor i en periode frem til og med 15. august færdslen for besøgende i et afgrænset område af Stråsø Plantage, så de ynglende ulve kan få fred og ro, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Sidste år blev færdslen indskrænket i samme område, efter at hvalpene var kommet til verden. Men da der er ekstra mange besøgende i naturen lige nu, hvor meget andet er lukket for at begrænse smitte med coronavirus, har Naturstyrelsen vurderet, at det er nødvendigt at indskrænke færdslen allerede nu:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle er velkomne til fortsat at gå en tur i området, men af hensyn til de ynglende ulve skal man holde sig til bestemte skovveje i en del af Stråsø Plantage. Vi indskrænker færdslen allerede nu for at tage højde for den nuværende situation med ekstraordinært mange besøgende, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsen Vestjylland.

Stråsø Plantage

Stråsø Komplekset er et af landets største sammenhængende naturområder med skov og hede på i alt 5.200 hektar, hvoraf det område, hvor besøgende i den kommende tid skal holde sig til de anviste skovveje, udgør omkring 275 hektar. Afgrænsningen bliver markeret med skilte ude i området.

- Det er tydeligt, at ulvene har kastet sin kærlighed på et bestemt område, og i Stråsø Plantage er der rigtig god plads til både dyr og mennesker. Ulven er fredet og underlagt den strengeste beskyttelse i EU, og det indebærer blandt andet, at vi er forpligtet til at sikre, at den ikke bliver forsætligt forstyrret - og særligt i yngletiden, siger Poul Ravnsbæk.

Det er forskere fra Aarhus Universitet, DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum Aarhus, der er ansvarlige for at overvågne ulven i Danmark på vegne af Miljøstyrelsen.