Coronavirus har formået, hvad end ikke to verdenskrige kunne gøre. Hvert eneste år siden 1902 har gamle elever fra Dalum og Korinth Landbrugsskole mødtes til de årlige jubilardage, men i år kommer det ikke til at ske. Risikoen for smitte med corona-virus har fået arrangørerne til at aflyse årets arrangement, skriver Dalum Landbrugsskole i en pressemeddelelse.

- Vi er utroligt kede af at aflyse, men vi tør simpelthen ikke udsætte alle de tidligere (og ældre) elever for risikoen for smitte, siger Kasper Skovgaard Hansen, der er formand for bestyrelsen i Dalum Landbrugsskoles elevforening, Dalum Lærlinge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jubilardagene skulle have været afholdt den 15. maj på Dalum Landbrugsskoles afdeling i Korinth og den 11. juni på skolens afdeling i Odense.

- Vi plejer at være flere hundrede deltagere til arrangementet i Odense, og vi ser ofte elever, der kan fejre både 60- og 65-års jubilæum, siger Kasper Skovgaard Hansen, der i år selv kan fejre 10-års jubilæum som produktionsleder fra Dalum Landbrugsskole.

Også forstander for Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse, ærgrer sig over aflysningen.

- Jubilardagene er ét af årets store højdepunkter. Vi er både glade og stolte over, at så mange tidligere elever har lyst til at mødes her på skolen til en rigtig festlig dag, siger Jens Munk Kruse.

Årets jubilarer bliver dog ikke helt snydt for deres jubilæumsfest. Dalum Lærlinge vil gerne invitere alle dette års jubilarer med til næste års jubilardage, som traditionen tro bliver afholdt på skolens afdelinger i både Korinth og Odense.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Generalforsamlingen er ligeledes udsat til næste år.