Konkursboet efter Hjallerup Maskinforretning er ved at blive solgt i mindre bidder. Sådan har situationen været siden før påske. Onsdag den 8. april sendte kuratorerne breve med kurérpost ud til de cirka 78 medarbejder med besked om, at de enten var opsagt eller fritstillet. Årsagen var, at der ikke var kommet bud på en samlet overtagelse af virksomheden, som kuratellet kunne arbejde videre med.

- De bud vi har fået har ikke været specielt appetitlige for boet i sin helhed for en bredere løsning, sagde kurator Mikkel Løgsted til Maskinbladet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Bag denne udtalelse ligger det forhold, at en gruppe af tidligere medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer op til påske kom med et bud på en samlet overtagelse.

Det bekræfter boets anden kurator - Morten Jensen.

Prisen kunne ikke accepteres

- Vi fik et bud på hele virksomheden, men det var ikke en pris, vi kunne tiltræde med udgangspunkt i de vurderinger, vi har fået. Vi har jo haft professionelle til at vurdere værdierne, og enderne kunne ikke nå sammen, siger Morten Jensen og tilføjer:

- Jeg er blevet spurgt, om ikke arbejdspladserne med dette bud kunne være blevet reddet? Jo, men så skulle vi have brugt andre folks penge til det. Og det må vi ikke efter konkurslovens regler.

- Det er jo klart nok, at når butikken går konkurs, er det fordi der er et eller andet, der ikke helt hænger sammen sådan som strukturen er i forvejen. Og det kan man kun reparere på, hvis man sætter priserne lidt lavt på det, man skal købe. Og så vil der være nogle kreditorer, der bliver klippet af. Den vanskelige balance er altså, på den ene side at forsøge at redde arbejdspladser og på den anden side at tage hensyn til kreditorerne. Og der havde budgiveren klippet lidt for meget, lad os sige det sådan. Buddet var nok rationelt begrundet fra deres side. Det vil sige, at skulle de have butikken til at hænge sammen, kunne de nok ikke give mere, siger Morten Jensen.