Det er med stor beklagelse, at den traditionsrige Sortsaften på Frydsbrønd på Mors er aflyst i 2020 på grund af covid-19, skriver Landbo Limfjord i en pressemeddelelse. Udvalget bag mener ikke, at det kan forsvares at gennemføre et arrangement med op mod 300 mennesker i en tid, hvor vi skal holde afstand, og hvor øvrige større arrangementer over hele landet er aflyst.

Lokal viden er vigtig

Foreningen mener stadigvæk, at lokale forsøg er meget vigtig viden for landmænd i Nordvestjylland. Uden en fysisk gennemgang af sorter og behandlinger er der risiko for, at megen nyttig viden ikke når ud til landmændene, men Landbo Limfjord vil som kompensation udsende videoer i løbet af sæsonen samt en længere evaluering i løbet af sommeren, så behandlinger og sorter kan vurderes løbende. Derudover er der adgang for mindre grupper efter aftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sortsaftenen på Frydsbrønd har eksisteret i mange år, hvor relevante arter og sorter bliver afprøvet med forskellige behandlinger med fokus på at udvælge de bedste løsninger til de lokale landmænd. Arrangørerne bag er Salling Grovvare, Mollerup Mølle, DLG, LandboThy og Landbo Limfjord.