Lind & Kruse drives som et partnerskab med tre ejere. Virksomheden har investeret strategisk i værkstedetskapacitet og ser sin nuværende og fremtidige styrke i den lokale forankring.

- Det er et must for en virksomhed af vores størrelse at satse på værkstedet og nærheden til kunderne. Nogle konkurrenter gør det anderledes og har montører kørende over hele landet. Vores kunder er glade for vores værksted og for at blive betjent af den samme mekaniker fra gang til gang.

Det siger Peter Lyngsø fra Case IH-forhandleren Lind & Kruse A/S i Bredsten ved Vejle. Han henviser til den udvikling, som er sket i branchen i de senere år, hvor maskinhandlere opkøbes af kapitalstærke aktører.

- Måske kan der i udviklingens fart komme til at mangle lidt nærhed og service, siger 48-årige Peter Lyngsø. Han ejer Lind & Kruse sammen med den 71-årige stifter Jens Lind og 60-årige Bent Hansen. De tre ejere ser en styrke i forretningens stærke lokale forankring. Og de ser denne forankring som en god grobund for at opbygge gode relationer til kunderne.

rich-media-1
Montør Jacob Grosen servicerer blandt andet mejetærskere fra Case IH. Foto: Jess Ulrik Verge.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Glidende generationsskifte

Jens Lind etablerede virksomheden i 1985 under navnet Jens Lind Maskinservice. I en overgang på syv år var en partner med i foretagendet og tilførte Kruse-navnet. Frem til 2003 var Jens Lind igen eneejer, hvorefter virksomheden i to perioder var i eje af henholdsvis Maskinpartner og Horsens Maskiner.

I 2012 blev Lind & Kruse igen selvstændig maskinhandler, og et par år senere påbegyndtes et kommende generationsskifte. Maskinhandlens nuværende ejerstruktur faldt på plads i juli 2014, hvor Peter Lyngsø og Bent Hansen indgik et medejer- og partnerskab med Jens Lind. Peter Lyngsø og Bent Hansen ejer i dag hver 25 procent, mens Jens Lind ejer 50 procent af virksomheden. Planen er, at hver partner skal eje en tredjedel af virksomheden.

rich-media-2
Værkfører Martin Sølund er den ene af værkstedets 10 ansatte.

Salg er relationer

- Det er ingen kunst at sælge én maskine til en ny kunde. Kunsten består i at sælge ham maskine nummer to. Alt salg handler om relationer, siger Jens Lind og Peter Lyngsø.

I 2014 blev det besluttet at lægge mere tyngde på salgs- og servicedelen ved at ansætte yderligere to mekanikere og en sælger. Dermed er der i dag i alt 17 mennesker ansat. Værkstedet har syv svende og tre lærlinge og betjener et opland, der går fra Christiansfeld/Esbjerg-linjen i syd til Horsens/Give-linjen i nord.

Med hensyn til salg af nye og brugte maskiner og redskaber, er oplandet dog en del større. For eksempel sælges der skovvogne til hele landet.

Og det handler om at passe godt på de kunder, man har. Der er vækst i antallet af landbrugsejendomme over 200 hektar, og dermed er der udsigt til færre landbrugskunder i fremtiden. Samtidig går udviklingen i retning af større og ikke mindst mere avancerede og dermed også dyrere traktorer og maskiner. Derfor satser Lind & Kruse også på løbende efteruddannelse af personalet.

rich-media-3
Skovvogne fra Palms og maskiner fra Kubota er også med i sortimentet.

Vigtigt eftermarked

- Eftermarkedet er meget vigtigt for os. Hurtig og kompetent service er den ene del. Der er stor konkurrence på nettet, men på nettet kan man ikke få fat i folk døgnet rundt. Det kan man hos Lind & Kruse.

- Vi har mekanikere som er på kursus 2-3 uger om året, så de altid er klædt på til opgaven. Hvis folk ringer klokken otte om aftenen og står med en mejetærsker, der ikke kan køre, så kommer vi, siger Jens Lind.

- Det andet fokuspunkt på eftermarkedet er for eksempel at tilbyde ekstra reklamationsret på en del produkter mod, at kunden tegner en serviceaftale, forklarer Peter Lyngsø.

- For både maskinsstationer og landbrugskunder er det vigtigt at kunne lægge et driftsbudget, der ikke kommer til at indeholde ubehagelige økonomiske overraskelser.

rich-media-4
Lind og Kruse har fem servicevogne. Servicetekniker Emil Hamilton er blandt de mekanikere, der jævnligt rykker ud til kunder i oplandet.

Uforudsigeligt erhverv

Cirka 75 procent af Lind & Kruses omsætning ligger i dag på salg og service af landbrugsmaskiner fra for eksempel Case IH, Kverneland, Dalbo og Amazone.

- Men da landbruget i sagens natur er et uforudsigeligt erhverv, fordi det jo er underlagt vejrets luner og politisk bestemte reguleringer, satser vi de resterende 25 procent på produkter, der ligger uden for landbruget, forklarer Jens Lind.

På denne palet ligger entreprenørmaskiner fra Case Construction og et fuldt program fra Gehl og Kubota. I have-/parkafdelingen finder man et bredt og dybt sortiment fra Jonsered foruden import af skovvogne fra Palms.