Som konsekvens af myndighedernes COVID-19 strategi for genåbningen af Danmark, må LandboNord nu aflyse dette års Hjørring Dyrskue Fødevarer & Frilandsliv, der skulle have været afholdt den 19. og 20. juni 2020. Skuets 175 år jubilæum.

Da statsminister Mette Frederiksen mandag lod forstå, at hun måtte skuffe landets ildsjæle, som hvert år slider og slæber for at stable store arrangementer på benene, vidste formand for dyrskuebestyrelsen i Hjørring Dyrskue, Lars Mellemkjær, godt, hvad klokken var slået, skriver Hjørring Dyrskue i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi i bestyrelsen havde frygtet, at vi desværre kunne blive nødt til at tage beslutningen om at aflyse årets dyrskue i Hjørring, hvor vi blandt andet skulle have markeret skuets 175 års jubilæum. I sidste måned måtte LandboNord aflyse dyrskuet i Fjerritslev, så coronavirus har i den grad fået vendt op og ned på det hele. Men alle involveredes sundhed og sikkerhed - udstillere, gæster, frivillige og arrangører, har, som altid på dyrskuerne, førsteprioritet, siger Lars Mellemkjær.

Selvom aflysningen kommer som en skuffelse, så har Lars Mellemkjær en opfordring til alle nordjyder.

- Hjørring Dyrskue Fødevarer & Frilandsliv er ikke bare to tilfældige dage i juni. For mange af os involverede er det en livsstil, hvor vi har mulighed for at mødes med hinanden, samarbejdspartnere og ikke mindst resten af befolkningen. Det vil der fortsat være behov for. Derfor vil jeg opfordre alle til fortsat at holde kontakten og dialogen med hinanden, og så er jeg sikker på, at vi nok skal få et brag af et dyrskue til næste år, siger Lars Mellemkjær.

Dyrskuet i 2021 er sat til at blive afholdt fredag og lørdag d. 18. og 19. juni.