Abonnementsartikel
Agco Danmark A/S får tilknyttet nyt finansieringsselskab
Danske landmænd får nu endnu en mulighed, når det gælder finansiering af landbrugsmaskiner.
Det er Agco og De Lage Landen, der er gået sammen og har etableret Agco Finance i Danmark, og der stiles mod, at selskabet allerede i løbet af tre år har opnået en markedsandel på 15-25 procent.
Begge selskaber er førendende inden for hvert sit felt - Agco inden for produktion og salg af landbrugsmaskiner, og De Lage Landen er en af verdens førende inden for finansiering.
De to selskaber har haft en vellykket etablering af Agco Finance i Sverige, og det er baggrunden for, at de to selskaber nu også vil etablere sig på det danske marked - og i øvrigt også på de øvrige nordiske markeder.
Det ambitiøse mål på det danske marked er baseret på Agcos stærke position på det danske marked. Agco er i dag den største leverandør af landbrugsmaskiner på det danske marked, og Agco Finance vil samarbejde med Agco Danmarks forhandlere.
- Vores naturlige forbindelser med Agco giver os faglig ekspertise inden for landbrug og skovbrug, som de fleste andre finansielle aktører mangler. Det får os til bedre at forstå de særlige behov, såsom fleksibelfinansiering, der passer til landbrugere og iværksættere, siger Marcus Larsson, Nordisk chef for AgcoFinance.
Agco Finance har ansat Claus Borgensgaard som Country Sales Manager for Danmark, med ansvar for at etablere det nye finansieringsselskab samt servicerer de danske Agco-forhandlere. Claus Borgensgaard har tidligere været ansat hos et større dansk finansieringsselskab, og herudover har han en bank- og landbrugsmæssig baggrund.
- Agco har en stærk position i Danmark, og vi ser et stort potentiale for fortsat vækst. Integrerede finansielle tjenesteydelser har fået stadig større betydning for vores kunder, og vi har den unikke mulighed for også at tilbyde dem nu, hvor Agco Finance Danmark starter. Også det at kunne tilbyde vores kunder et meget stabilt økonomisk alternativ under den aktuelle finansielle krise føles meget godt. Vi ser meget positivt på vores fremtidige samarbejde, siger Preben Ørsted, Agco Danmark A/S.
Agco Finance tilbyder allerede nu finansierings-løsninger til blandt andet varemærkerne Massey Ferguson, Fendt og Challenger. Men derudover kan alt, hvad AGCO Danmarks forhandlere sælger, såsom sprøjter, plove med mere også finansieres igennem Agco Finance.