Valtra-fabrikken i Finland er nu nødsaget til at lukke produktionen af nye traktorer ned, ligesom en lang række andre store traktorfabrikker i Europa har gjort de seneste to uger. Udfordringen er simpelthen, at det ikke er muligt at skaffe dele hjem til traktorerne, skriver Valtra i en pressemeddelelse.

Fabrikken lukkede midlertidigt ned i mandags, og er dermed den sidste af de store traktorfabrikker i Europa, der har stoppet produktionen på grund af Corona-virus.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er blevet produceret traktorer på Valtrafabrikken i Finland helt frem til i mandags. Det har været god planlægning fra fabrikkens side, at de har kunne holde produktionen i gang frem til nu. Det betyder også, at vi har fået næsten alle traktorerne hjem for marts, siger Arne Spejlborg, National Sales Manager for Valtra.

Fabrikken har 250 underleverandører, som hver især leverer komponenter til traktorerne. Hvis én enkelt af disse ikke kan levere en komponent, så kan traktoren ikke samles.

- Vi har to leveringer for marts, som stadig står i Finland, og de kundeordrer, der skulle have været på samlebåndet i de her uger, bliver også udskudt. Vores forhandlere har gjort et stort stykke arbejde i at kontakte alle kunder, der er blevet påvirket af denne lukning, og alle er kommet frem til en løsning på situationen, fortæller Arne Spejlborg.

Danmark får mellem 160-180 Valtra hjem hvert år, så næsten hver uge kommer der traktorer til Danmark fra Finland. Derfor håber Arne Spejlborg, at den midlertidig lukning kan gøres så kort som mulig, så det ikke vil gå yderligere ud over kunderne.

- Det er brandærgerligt for de kunder, der skulle have haft en helt ny traktor i marken til forårssæsonen, men som må vente på grund af det her. Jeg håber og tror på, at nedlukningen kan gøres hurtigt, så forsinkelserne på kundeordrerne bliver så korte som overhovedet muligt. Det er også værd at nævne, at hvis man skal bruge en Valtra nu-og-her, så har vores forhandlere alle modeller og effektklasser på lager i Danmark, fortæller Arne Spejlborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leverance af reservedele kører uændret

Lukningen af fabrikken har ikke konsekvenser for levering af reservedele. Dette kører uhindret med daglig levering af reservedele til værkstederne fra lageret i Malmø.

- Foråret er en vigtig sæson for landbruget, så vi bestræber os på at være lige så punktlige, som vi plejer at være på trods af situationen i Europa lige nu og lukningen af fabrikken i Finland. Derfor holder vi vores reservedelsleverance i gang, så landbruget kan være i gang ude i marken, siger National Sales Manager hos Valtra, Arne Spejlborg.