Alt var på plads til at gennemføre endnu en publikumsmagnet af en avlsdyrsauktion, da restriktionerne som følge af Corona-situationen satte en effektiv stopper for begivenheden, skriver Dansk Limousine Forening i en pressemeddelelse.

Men auktionsudvalget og sælgerne nægtede at opgive auktionen og lade alle forberedelserne være spildte. Efter en hurtig omgang nytænkning stod det klart, at auktionen over de 10 avlstyre, tre kvier og to køer i stedet skulle gennemføres online.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Søndag eftermiddag den 22. marts satte Limousine-Danmark sig til rette hjemme i stuerne med tændte computere mv. Der skulle bydes eller følges med i Dansk Limousine Forenings auktion over de 15 katalognumre af udtagne limousiner.

- Fra hjemmesidens statistik ved vi, at siden havde 609 såkaldte unikke besøgende på auktionsdagen. Og vi skal hilse og sige, at der alt i alt blev klikket lystigt. Statistikken vidner om vilde 54.000 sidevisninger den dag. Det er en mangedobling af hjemmesideaktiviteten på en normal søndag. Medvirkende til de mange visninger var blandt andet præsentationsmaterialet for dyrene, herunder stamtavler, beskrivelser og små videoklip, skriver foreningen.

Nervepirrende timer

Auktionen blev på flere måder meget nervepirrende. Den normale auktionsnervøsitet omkring købelyst og priser blev nemlig undervejs krydret med nogle tekniske problemer, som betød at systemet på et tidspunkt gik helt ned og måtte genstartes. Heldigvis havde foreningen en hotline direkte til hjemmesidens leverandør, som ydede teknisk support og fik systemet op at køre igen. Publikum bar heldigvis over den ufrivillige ventetid.

Dyrene solgt for kr. 300.000,-

Bydelysten var rigtig god på de fleste af dyrene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- 9 tyre blev solgt til priser mellem 17.000,- og 28.500,- kroner.

- 3 kvier blev solgt til priser mellem 15.000,- og 25.000,- kroner.

- 2 køer blev solgt for hhv. 17.500,- og 23.000,- kroner.

Der blev i alt solgt dyr for i alt 300.000,- kroner.

Det vurderes, at priserne ved en fysisk auktion ville have været på samme niveau som de opnåede online-priser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erfaringerne

Bestyrelse, auktionsudvalg m.fl. er alt i alt meget tilfredse med den gennemførte online-auktion. Selvfølgelig manglede det store fysiske fællesskab, stemningen og auktionarius's stemme. Men vi har nu set, at online-auktion af avlsdyr teknisk set fint kan lade sig gøre, og at der kan også opnås priser på niveau med priserne ved en fysisk auktion. Der er selvsagt høstet mange værdifulde erfaringer undervejs i forløbet, og de skal naturligvis bruges når, og hvis der igen skal gennemføres en ny online-auktion