Meget er forandret i disse uger. Corona-pandemien hærger rundt i verden og også i Danmark. Det er tankevækkende og skræmmende, hvordan en smitte kan opstå, sprede sig og være skyld i meget omfattende, men også yderst relevante tiltag for at undgå smittespredning, hvor mennesker mødes.

Krisen får os også til at stoppe op, overveje og give os håb om positive oplevelser fremadrettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Først og fremmest: Kæmpe respekt for det danske sundhedssystem med direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm i spidsen. Det er tillidsvækkende at se ansvarsbevidste og kompetente sundhedsfaglige personer tone frem på skærmen, for på mest saglige vis at forklare om indsatsen mod Corona.

For det andet: Stor respekt for politikerne, der nu viser, at når det virkelig gælder for Danmark, vores sundhed og økonomi: Så kan politikerne med Mette Frederiksen i spidsen finde sammen hen over midten og finde de bedste løsninger for nationen og befolkningens sundhed. Med en sjældent set handlekraft og eksekveringsevne.

Lidt en skærende modsætning til det morads af politiske pindehuggerier, vi ellers oplever om stort og småt.

Mit håb efter Covid-19

Jeg håber, vi alle har lært noget, når Covid-19 forhåbentligt snart og efter en stærk faglig og politisk indsats er drevet over. Nemlig, at den politiske ansvarlighed hen over midten af Folketinget også rækker til at lytte til de stærkeste fagligheder. Mit håb er, at vi ser et nyt Danmark, hvor:

Der indføres byrdestop for erhvervsliv og landbrug, så vi kan være med til at kickstarte økonomien igen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi alle kan bidrage med indtjening, jobskabelse og velfærd

Det kan betale sig at arbejde og spare op til dårlige tider

Værdigrundlaget ændres fra overforbrug til mere tænksomhed og fællesskab i vores ageren

Ansvarlige og handlekraftige politikere, der baserer beslutninger på ægte faglighed - det giver tillid og tryghed i befolkningen. Det må gerne fortsætte, når Corona er overstået.