Foderrobotten OptiDuo fra producenten DeLaval har været på markedet siden efteråret 2018. Producenten kunne forleden fejre, at eksemplar nummer 500 nu er kommet i tjeneste. Det er den hos den nordtyske mælkeproducent Sebastian Göke.

Robotten blander og opfrisker foderet på samme tid. Derefter flytter den det for at undgå, at det bliver sammentrykket, hvilket ifølge producenten skulle holde køerne stimuleret og øge foderoptaget.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Køerne kan ikke længere sortere foderet. Det er en kæmpe forskel fra andre systemer for mig, og vi ser frem til at se den i aktion, fortæller Sebastian Göke.

Skifter til automatik

Den familiedrevne gård i det nordvestlige Tyskland har cirka 100 malkekøer og skal snart skifte fra konventionel malkning til et automatisk malkesystem.

OptiDuo er ifølge DeLaval velegnet til både konventionelle og automatiske malkesystemer. På grund af den forbedrede kotrafik skulle den fungere godt sammen med automatiske malkesystemer.

DeLaval fremfører, at en dansk mælkeproducent, der fik en OptiDuo i 2018, har erfaret, at de gennemsnitlige besøg i robotten er steget med 20 procent, og at malkningerne samtidig har haft en bedre fordeling over hele døgnet.