Arlas acontopris for konventionel mælk vil forblive uændret fra 1. april 2020. Derfor vil Arlas acontopris for konventionel mælk af førsteklasses kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt data for Arlagården Plus, være 256,3 DK øre/kg.

Også prisen for økologisk mælk vil forblive uændret fra 1. april 2020. Derfor vil prisen for økologisk mælk af førsteklasses kvalitet, hvor medlemmet har indsendt data for Arla-gården Plus, være 316,9 DK øre/kg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hele den globale økonomi overskygges af virkningerne af pandemien Covid-19 og de initiativer, som regeringer i hele verden tager for at begrænse dens spredning. Mejerimarkedet er ingen undtagelse. Vi ser volatilitet i både efterspørgsel og priser i alle produktkategorier og på alle markeder, meddeler Arla og tilføjer:

- Det er dog for tidligt at vurdere, hvilken effekt det generelt vil få på mejerimarkedet. Arla følger markedsudviklingen nøje og handler for at begrænse de negative konsekvenser for forretningen. Al fokus er på nuværende tidspunkt rettet mod at sikre flow'et af varer fra gårdene til kunderne, og at organisationen fungerer.

- Indtil effekten af den nuværende situation er klarlagt, er udsigterne usikre.

Oversigt over markedet

Produktionen i EU har fortsat forbedringen fra årets afslutning med en forøgelse på ca. 1,1 procent i forhold til sidste år med Tyskland og Frankrig som de førende.

New Zealand er stadig påvirket af tørken og produktionen dermed fortsat begrænset. I USA fortsætter produktionen derimod med en langsom, men stabil, vækst på 0,5-1 procent på årsbasis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mejerimarkedet er ikke sluppet fri af den seneste økonomiske uro som følge af pandemien. De tiltag, der er kommet fra regeringer rundt omkring i verden i et forsøg på at begrænse spredningen af sygdommen, har medført en betydelig usikkerhed på mejerimarkederne og deraf følgende prisfald i alle kategorier.

Det er stadig for tidligt at vurdere, hvordan det rammer på længere sigt, da markederne både nationalt og global reagerer på ændringer i efterspørgslen, hvilket betyder, at der fortsat er stor markedsvolatilitet.

Valutamarkederne har også været præget af volatilitet, fremkaldt af bekymringerne over virkningen af Covid-19 på de store økonomier og de deraf følgende regeringstiltag, både af skattemæssigt og anden art, lyder det fra Arla.