EU's medlemsstater har i løbet af de seneste dage og uger indført en række foranstaltninger som led i indsatsen for at forhindre yderligere smittespredning med COVID-19. Det omfatter bl.a. indførsel af kontrol af grænseovergange mellem EU lande. Der kan således opstå kødannelse og ventetid ved grænseovergangene inden for EU, skriver Fødevarestyrelsen.

Før du sender dyr ud af Danmark

Det er helt afgørende for den fortsatte transport, at eksportører og transportvirksomheder tager alle forholdsregler, så der skabes vished for, at der ikke er uacceptable ventetider ved grænseovergangene for forsendelser med levende dyr, før de levende dyr afsendes fra Danmark. Det omfatter blandt andet, at transportvirksomhederne gennemgår beredskabsplaner til brug i nødsituationer og sikrer, at der tages højde for den aktuelle situation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvis det ikke er muligt at få vished for, at forsendelser med levende dyrene kan krydse grænseovergange uden uacceptabel ventetid eller uhindret kan afsættes i udlandet, så opfordrer Fødevarestyrelsen på det kraftigste til, at dyrene ikke udføres af Danmark.

Afvist ved en grænse mellem to EU lande

Skulle det alligevel ske, trods grundigt forarbejde, at en forsendelse af levende dyr afvises ved grænsen til et transit- eller bestemmelsesland, så vær opmærksom på følgende:

Det er de veterinære myndigheder i det land, hvor dyrene befinder sig, som kan træffe afgørelse om, hvad der skal ske med forsendelsen. Den ansvarlige eksportør eller organisator skal rette henvendelse til de lokale myndigheder for at få afklaret, hvad der videre skal ske med forsendelsen.

Det er forbudt at returnere dyr til Danmark uden forudgående tilladelse fra Fødevarestyrelsen.

Af dyresundhedsmæssige årsager giver Fødevarestyrelsen som udgangspunkt ikke tilladelse til returnering af klovbærende dyr.