- I lyset af corona-situationen holder vi fokus på at forsyne svineproducenterne med opdaterede informationer og at være i tæt dialog med sektoren og de relevante myndigheder, siger Christian Fink Hansen, der er sektordirektør for Svineproduktion hos Seges.

På bagkant af pressemødet i Statsministeriet i aftes ser han desuden et behov for at holde fokus på at opretholde fødevareforsyningen på et uændret niveau.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Endnu er det for tidligt at spå om eventuelle økonomiske konsekvenser for den danske svineproduktion, og vi har da heller ikke endnu justeret på vore økonomiske prognoser. Men jeg vil gerne opfordre svineproducenterne til at tage direkte kontakt til os i tilfælde af, at man oplever udfordringer og problemstillinger.

Christian Fink Hansen understreger, at ingen kan vide, hvor dette bærer hen, men skulle man komme med et lidt mere konkret gæt, kunne det være, at der vil kunne komme et vist pres på ressourcerne. Et eksempel kan være, at dyrlægerne må prioritere deres indsatser. Det kan få den konsekvens, at man i en periode må effektivisere syningen af smågrise til eksport ved at foretage syningen i samlestalde i stedet for ude på de enkelte bedrifter.

- Jeg skal ikke foregribe begivenhedernes gang, men vil blot pege på, at det er den humane sektor, der vil blive prioriteret afhængig af, hvordan situationen udvikler sig, lyder det fra Christian Fink Hansen.