Abonnementsartikel
Priserne på korn og gødning i Sverige har gjort det fordelagtigt at se på Yaras N-sensor
I Danmark kører der kun ganske få stk. af Yaras N-sensor. Men i Sverige ser det lidt anderledes ud. Her er der i øjeblikket cirka 60 af slagsen, og stigningerne i prisen på korn, raps og derefter også stigninger på gødning har begge haft en positiv virkning på de økonomiske betingelser for Yara N-sensor. Til sæsonen 2008 blev der solgt 12 nye sensorer og op til jul 2008 blev der solgt yderligere 16 sensorer i Sverige.
Sensoren måler indholdet af klorofyl i afgrøden, og da der er sammenhæng mellem klorofyl og kvælstof kan computeren udregne, hvor meget gødning, der skal spredes ud på marken.
Der er lavet 186 forsøg, hvor den samme mængde kvælstof er spredt ensartet eller med Yara N-sensor. Disse gav i gennemsnit en høstforøgelse af N-sensor spredning på 3,1 procent eller 260 kg pr. hektar sammenlignet med en ensartet spredning med samme mængde kvælstof.
Brugen af sensor er fortsat højest i hvede, men med nye funktioner i Yara N-sensor som for eksempel gødskning af raps første og anden gang samt ensartet fordeling af proteinindhold i maltbyg, er brugen af sensoren steget betydeligt de seneste år.
Sensoren virker trods tørken
Yara troede ikke, at 2008 var et godt år for sensoren med den svære og tidlige tørke i hele Sverige. Tørke bevirker nemlig, at sensoren let overvurderer kvælstofbehovet i afgrøden.
Alligevel har mange sensorbrugere givet udtryk for at sensoren har fungeret ud over deres forventninger på trods af tørken.
Et eksempel er Gordon Lennartsson. Han gødskede anden gang i sin maltbyg med N-sensoren.
- Tørken betød, at jeg havde et ujævnt udbytte med et gennemsnit på 6,2 ton pr. hektar. Derimod var proteinindholdet meget jævnt. Der var analyse på alle de træk korn, der forlod gården, og de havde et proteinindhold på mellem 10,0 og 10,9, undtagen et enkelt læs, der lagde på 9,7, fortæller Gordon Lennartsson.
Bruger Windows terminal
Det er muligt at lade en almindelig Windows-baseret pc fungere som terminal til Yara N-sensoren. Omkring halvdelen af alle sensorer i Sverige bruger den løsning i traktorkabinen.
Ifølge Yara Danmark mener brugerne, at Windows-versionen er nemmere at bruge end den gamle WTK terminal. Og så er det ikke nødvendigt at kalibrere sensoren. Brugeren skal kun indtaste den mængde kvælstof, han ønsker på marken.