Fire ildsjæle og tre virksomheder har fået titlen som vinder af Generation Food Award 2020, der onsdag aften løb af stablen for tredje gang. De har alle vundet en pris for deres ekstraordinære arbejde for at forbedre børn og unges madvaner.

En dedikeret slagtermester fra Gistrup, en inspirerende madkundskabslærer fra Køge og stifter af Det Kærlige Måltid i Aarhus, der sørger for mad til sygdomsramte familier, er blot nogle af dem, der løb med titlen "vinder af Generation Food Award 2020". Prisuddelingen løb af stablen i Industriens Hus i København foran flere hundrede gæster og repræsentanter fra hele Danmarks fødevareindustri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Generation Food Award, som Arla står bag, har fokus på og hylder de initiativer og ildsjæle, der gør en forskel for at sikre gode madvaner for børn og unge, skriver Arla i en pressemeddelelse.

- Rigtig mange danske børn kan ikke finde rundt i et køkken og kender ofte utrolig lidt til råvarerne. Og det kommer til at have stor betydning for deres sundhed på sigt. Derfor er det vigtigt for os at være med til at hylde de mennesker, der gør noget ekstraordinært på det område. Og det er fantastisk at se, hvor mange gode, forskellige initiativer og tiltag, der kan gøres, for at støtte op om de sunde madvaner hos den næste generation, siger Jakob Bernhard Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

Initiativ løb med to priser

I år blev nonprofit-organisationen Det Kærlige Måltid i Aarhus den store vinder. Selve organisationen løb med prisen som Social Food Hero, mens stifteren Charlotte Thyberg blev Årets Madsjæl.

Hos Det Kærlige Måltid laver frivillige unge på 15-25 år mad til familier i Aarhus, der er ramt af alvorlig sygdom eller traume. Og netop dét havde betydning for juryen, da de delte priserne ud. Begrundelsen for at tildele to priser til organisationen var netop, at det er win-win, når unge i praksis lærer at lave mad, samtidig med at de gør noget godt for andre.

Ud over Det Kærlige Måltid talte vinderne børnekogebogsforfatter og køkkenleder Nana Lyzet, madkundskabslærer Rasmus Breuning fra Køge, DM i Skills, slagtermester Claus Jensen fra Gistrup og kokkeskole-app'en GoCook.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årets vindere blev fundet i syv kategorier, der fokuserede på hver deres målgruppe ? fra de helt små til de unge. Bag voteringen af vinderne stod en jury, der bestod af professor i smagsdidaktik Karen Wistoft, ernæringsekspert og forfatter Christian Bitz, direktør for Arla Fonden Sanne Vinther, formand for Rådet for Børns Læring Charlotte Rønhof og direktør for Madkulturen Judith Kyst.

Udover at hylde initiativer og ildsjæle, er Generation Food Award med til på sigt at sikre flere børn og unges gode madvaner. Alle indtægter og sponsorater fra showet går nemlig ubeskåret til Arla Fondens initiativ MADlejr, en madlejrskole, hvor børn og unge lærer om bæredygtighed og sunde madvaner. MADlejr findes på både Helnæs på Sydfyn og i Højer i Sønderjylland.

Industriens Hus på Rådhuspladsen i København havde sponsoreret lokaler, og indtægterne fra en charity bar med drikkevarer sponsoreret af Carlsberg går ubeskåret til MADlejrene. Det gør også indtægterne fra de virksomheder, der har sponsoreret de enkelte priser: Madkulturen, DI Fødevarer, Danish Crown, Fireball, Føtex, Danske Slagtermestre og Arla selv.

- Generation Food Award er skabt for at sætte fokus på én vigtig sag, nemlig at skabe bedre madvaner for den næste generation. Som Danmarks største fødevareselskab er det naturligt for os at tage et ansvar på området, og vi er glade for, at så prominente spillere i fødevarebranchen vil være med til at støtte Generation Food Award, siger Jakob Knudsen.

Vinderne

Vinderen af Mini Food Hero blev Nana Lyzet, børnekogebogsforfatter og køkkenleder, fordi hun er en ildsjæl, hvis professionelle virke er gennemsyret af en mission om maddannelsen af vores alleryngste. Nana er desuden forud for sin tid og udgav sammen med kollegaer en vegetarisk klimakogebog. målrettet daginstitutioner for snart syv år siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinderen af School Food Hero blev Rasmus, madkundskabslærer på Asgård Skole i Køge, fordi han er den madkundskabslærer, alle drømmer om, at deres børn skal have i skolen. Rasmus' madglæde og begejstring smitter, når han nørder igennem madfagligt og præsenterer eleverne for alverdens råvarer og metoder. Dertil finder han alternative løsninger på en stram økonomi i faget.

Vinderen af Youth Food Hero blev DM i Skills - konkurrencefag inden for fødevarehåndværk, SkillsDenmark, fordi Skills styrker fødevarefagene, skaber positive fortæller og flot medieomtale om madhåndværket og fødevareuddannelserne. Skills gør indtryk på unge talenter, som der er brug for i håndværksfagene.

Vinderen af Food Skills Hero blev slagtermester Claus Jensen, der siden 2005 har drevet Slagteren og Kokken i Gistrup, brænder virkelig for sine elever. Han uddanner gourmetslagtere og catere og har hele tiden fire-fem elever fordelt over uddannelsestiden. Igennem sine 15 år har Claus Jensen uddannet op mod 20 elever. Han arrangerer desuden studieture for sine elever, som også skal opleve, hvordan slagterfaget foregår i andre butikker i Danmark.

Vinderen af Social Food Hero blev Det Kærlige Måltid stiftet af Charlotte Thyberg er en non-profitorganisation, der laver mad til familier i Aarhus ramt af alvorlig sygdom eller traume. Det er unge frivillige på 15-25 år, der laver maden, og det er win-win, når unge i praksis lærer at lave mad, have styr på hygiejnen og vise værtskab, samtidig med at de gør noget godt for andre, der har brug for hjælp.

Vinderen af Årets Madsjæl blev Charlotte Thyberg, fordi hun er stifter af Det Kærlige Måltid, en nonprofit-organisation, der laver mad til familier i Aarhus Kommune, der er ramt af alvorlig sygdom eller traume. Charlotte Thyberg gør en tydelig forskel for kriseramte familie og unge studerende, der lærer at lave sund og nærende mad. De unge lærer samtidig om at give noget uden selv at modtage noget.