Kaj Danielsen har brugt hele sit arbejdsliv i maskinhandlerbranchen både som montør, værkfører, selvstændig forretningsindehaver af daværende Maskincenter Toftlund og som ansat maskinsælger hos både TBS og nu siden 2017 for DMC. Kaj er en "Grand Old Man" indenfor Massey Ferguson verdenen, skriver Dansk Maskincenter i en pressemeddelelse.

Kaj brænder for de flotte røde maskiner, og han har altid solgt alle typer Massey Ferguson og gør det stadig med glæde. Det slutter nu. Kaj har besluttet at gå på velfortjent pension, hvilket giver anledning til eftertanke for blandt andet kollegaerne, som har samarbejdet med Kaj i mange år. Else Hein, kontor-blæksprutte hos DMC, kender Kaj gennem et langt og parallelt arbejdsliv både som chef og kollega. Hun kender ham som et stort ordensmenneske, der sætter en ære i, at tingene er i orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kaj kan omgås alle typer mennesker og befinder sig godt blandt alle. Det er værd at bemærke, at Kaj er kommet på mange bedrifter i mere end 40 år og har hængt ved, også dér, hvor der har været generationsskifte, hvilket er en blåstempling af, at Kaj er lige så vellidt hos kunderne, som hos os kollegaer, fortsætter Else Hein.

Reception for Kaj

- Nye initiativer er ikke lige Kajs kop te. Der skal ikke laves for meget om i rutinerne, ligesom det kan være svært at få Kaj til at ændre mening om noget, hvor han har en anden overbevisning, fortæller Else med et glimt i øjet. Når en lang karriere slutter starter en ny æra. Hvad der nu skal ske, er Kaj meget hemmelighedsfuld om, men vi er sikre på, han har gang i noget. Han er ikke typen, der bare sætter sig hen, er der stor enighed om i frokoststuen hos DMC Toftlund.

Hele DMC afventer i spænding, hvad der bliver det næste projekt for Kaj og sender ham afsted på pension med ønsker om alt godt og tak for alle gode år. Dagen markeres med en uformel reception til Åbent hus hos DMC i Toftlund den 29. februar kl. 10-17.