Det samlede forbrugerprisindeks steg 0,7 procent i januar i forhold til samme måned sidste år. Stigningen er lavere end i december, hvor den årlige stigning var 0,8 procent Det er især hovedgruppen fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer, der trækker årsstigningen i forbrugerprisindekset ned i januar i forhold til måneden før. Inden for fødevarer er det i høj grad prisændringer på brød og kornprodukter samt smør, der bidrager til den lavere årsstigning. Omvendt trækker kød, herunder svinekød, årsstigningen op, skriver Danmarks Statistik.

I januar 2020 ligger forbrugerprisindekset for svinekød knap 10 procent højere end for et år siden. Dermed ligger forbrugerpriserne på svinekød på det højeste niveau siden august 2010. Landbrugets prisindeks for slagtesvin er steget godt 64 procent over det seneste år og ligger dermed på det højeste niveau siden 1997. Dette kunne indikere, at forbrugerpriserne på svinekød kommer til at stige yderligere i den kommende tid. Årsagen til de store prisstigninger på svinekød skal findes i udbredelsen af svinepest (se Nyt for Danmarks Statistik 2019:434).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når man sammenligner prisudviklingen på svinekød hos henholdsvis landbruget og forbrugerne, er det tydeligt, at priserne svinger markant mere i landbruget. Dette hænger sammen med, at forbrugerpriserne påvirkes af meget andet end selve råvarepriserne herunder blandt andet transportomkostninger, lønninger og avancer hos grossister og supermarkeder, skriver Danmarks Statistik.