Et solidt blæsevejr rammer Danmark fra på søndag og nogle dage frem. Prognoserne svinger lige nu mellem kulingstyrker og storm i middelvinden, mens vindstødene kan nå storm eller måske helt op til orkan. I forbindelse med blæsevejret er der risiko for forhøjet vandstand - særligt i Limfjordsområdet, skriver DMI i deres prognose.

Et kraftigt blæsevejr er under opsejling. Lavtrykket er allerede dannet over det østlige USA, og når det nærmer sig Danmark, vil det uddybes yderligere. Det kraftige lavtryk efterfølges af flere dybe lavtryk, hvilket resulterer i cirka tre-fire dage med blæsevejr i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vinteren har indtil nu været præget af mildt vejr uden de store atmosfæriske udsving. På søndag ændrer det fredelig vejr sig dog drastisk.

- Prognoserne har længe vist, at Danmark får en meget blæsende søndag og start på næste uge. Det er dog usikkert, hvor blæsende det præcist bliver. Lige nu veksler prognoserne mellem hård kuling, stormende kuling og sågar storm i middelvinden. Vindstødene bliver altid kraftigere end middelvinden, så de når med stor sikkerhed stormstyrke flere steder - og lokalt måske også vindstød af orkanstyrke, siger Jesper Eriksen, svagtchef på DMI.

Vind fra USA

Årsagen til det kommende blæsevejr er et helt særligt lavtryk over det østlige USA. Lavtrykket skal ifølge prognoserne krydse Nordatlanten og giver herefter kraftig blæst og forhøjet vandstand til Danmark.

- Lavtrykket er faktisk allerede dannet. Det ligger i dag over den østlige del af USA og vil i de kommende dage rejse over Nordatlanten under uddybning. Søndag aften eller natten til mandag rammer lavtrykket et sted i Mellemskandinavien,' fortæller Jesper Eriksen og fortsætter:

- Prognoserne peger ret entydigt på, at lavtrykket tager en bane nord om Danmark, og dette er væsentligt, fordi de kraftigste vinde forekommer syd for lavtrykket. Store dele af Danmark ligger altså i skudlinjen for det kraftige vindfelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vi kommer fra januar 2020 som viste sig som en rekordvarm måned. Den gennemsnitlige temperatur landede på 5,5 grader, og hermed blev den tidligere varmerekord på 5,0 grader fra januar 2007 slået godt og grundigt. Måneden var desuden relativt våd, mens solen kun gæstede os i beskedne 36 timer.