Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at den samlede værdi af mejerieksporten i de første 10 måneder af 2019 ligger tre procent højere end i samme periode året før: 17,9 milliarder kroner mod 17,4 milliarder kroner i 2018. Meget tyder derfor på, at 2019 kan komme til at slå den hidtidige rekord på 21,1 millarder kroner fra 2018, skriver Mejeri.dk.

Væksten bliver ikke mindst trukket af en markant fremgang i eksporten af de såkaldte "mælkekonserves"-produkter som vallepulver, modermælkserstatning, mælkeproteinkoncentrat og sødmælkspulver, der kan fremvise vækstrater på henholdsvis 27 procent, 13 procent, 10 procent og 11 procent. Samlet er kategorien mælkekonserves vokset med godt 500 millioner kroner (+12 procent) i perioden januar-oktober 2019.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mælkepulver til Kina

Eksporten af mejeriprodukter til Kina er vokset med over 300 millioner kroner (+25 procent). Det store asiatiske land har i flere år været dansk mejeribrugs fjerdestørste eksportmarked (1,4 milliarder kroner), og er nu tæt på at have samme størrelse som nr. to og tre på listen: Sverige (1,6 milliarder kroner) og UK (1,6 milliarder kroner). Tyskland er fortsat det vigtigste marked med en eksportværdi på godt tre milliarder kroner i de første 10 måneder af 2019.