Landbruget er ikke en del af problemet men tværtimod en del af løsningen, når vi taler klima. Sådan lød det forleden fra den tyske landbrugsminister til EU-kollegerne.
Forhåbentlig har den danske regering taget ordene til sig, inden klimaloven snart bliver fulgt op af egentlige klimahandlingsplaner.
Lad nu være med udelukkende at fokusere på at finde reduktioner og på at skære ned for produktionen af fødevarer i en verden med brug for mere og mere mad. Der er ingen grund til at stække fødevareproduktionen, mindske beskæftigelsen og ødelægge milliardeksporten. Vi skal derimod fortsætte ad teknologiens vej.
Kære politikere: Inddrag venligst landmanden og landbruget i forhandlingerne - fordi vi rent faktisk for længst er i gang med den grønne omstilling. Vi ved, hvordan man reducerer CO2-udledningen drastisk, samtidig med at man øger produktionen - for begge dele har vi formået uafbrudt de seneste mange år. Vi ved desuden noget om landbrugets positive klimabidrag - fordi velgødede marker kan binde tusindvis af tons CO2.
Vi har nu en enestående chance for at gøre det rigtige: Det rigtige til gavn for klimaet, miljøet, naturen, forbrugerne - og for os, som bor derude på landet, hvor vi producerer jeres madvarer.
Se eventuelt i retning af "Collective Impact" - jordreformen, hvor man prioriterer arealer til henholdsvis landbrugsproduktion og natur. En reform, hvor jordfordelingen tager udgangspunkt i den lokale dialog - uden at man kører den lokale bonde over!
Kun sammen kan vi løse fremtidens miljø- og klimaudfordringer.