Agco-koncernen omsatte i 2019 for 9,041 milliarder dollar mod 9,352 milliarder dollar året før. Det er en tilbagegang på 3,3 procent, men korrigeret for valutakursudsving er der ifølge Agco reelt tale om en omsætningsfremgang på 0,8 procent .

Trods en omsætning, som er på samme niveau som året før, har Agco oplevet et betydeligt fald i resultatet, som blev 261,1 millioner dollar før skat mod 360,3 millioner dollar i 2018. Det er et fald på 27,53 procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I årsrapporten oplyser Agco, at koncernen i perioden fra 2014 til 2018 i kraft af effektiviseringer i virksomhedens afdelinger og fabrikker mange steder i verden har opnået en reduktion i medarbejdertallet på i alt 3.890 medarbejdere.

Udgift til garantier

- Agcos resultat i fjerde kvartal afspejler effekten af udfordrende markedsvilkår, særligt i Europa og Sydamerika, siger Agco-topchefen Martin Richenhagen.

Han tilføjer, at der desuden har være højere omkostninger til garantiforpligtelser end forventet, og der har også været omkostninger til rationaliseringer i dele af selskabet.

Martin Richenhagen påpeger også, at Agco er lykkedes med fortsat at forbedre sin indtjeningsmargin på trods af et lavere salg.

- Vi er stærkt positioneret til fortsatte investeringer i den fremmeste teknologi, løsninger til smart farming og styrkede digitale muligheder for vores kunder for at sikre os en global føreposition, siger Martin Richenhagen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flad efterspørgsel

Når han ser frem på regnskabsåret 2020, forventer han en relativt flad udvikling i den globale efterspørgsel, men han forventer alligevel yderligere forbedringer i indtjeningen, som vil blive drevet af yderligere forbedringer i indtjeningsmarginer gennem initiativer i forbindelse med prissætning, indkøb, effektiviseringer og udvikling af nye produkter.

- Ved indgangen til et nyt årti har jeg tiltro til vores branche og Agcos langsigtede strategier til at levere vækst og forbedrede afkast.